Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/04/2024 - 02:59

Jordskælv rammer Taiwan: Mennesker fanget under kollapsede bygninger

Der meldes om kollapsede bygninger i byen Hualien i Taiwan efter et jordskælv på størrelsen 7,4.

Af: /ritzau/

Folk er fangede under kollapsede bygninger i byen Hualien i Taiwan, efter at et jordskælv med en beregnet størrelse på 7,4 onsdag morgen lokal tid ramte landet.

Det skriver taiwanske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Jordskælvet har tilmed resulteret i tsunamivarsler i Taiwan, det sydlige Japan og Filippinerne, skriver Reuters og det franske nyhedsbureau AFP.

USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) meddeler, at skælvet havde en størrelse på 7,4 og ramte 18 kilometer syd for Hualien.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek