Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/12/2023 - 08:00

Fyldt med fastbrændt fedt? Få ovnen til at skinne efter jul

Julen kan blive en snavset affære for din ovn. Her er tips til at komme den fastbrændte julemad og andefedtet til livs.

Karl-Josef Hildenbrand/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Efter en lang julemåned kan andefedt og flæskesteg sætte sit fedtede præg på din ovn.

Og hvis du ikke vil leve i duften af and eller have din bageplade godt klistret ind i fedt, får du her tips til at få den til at se ud som - næsten - ny.

Start med at skrabe alle løse rester af bageplader og riste samt bunden, fortæller Anne Grete Rasmussen, der er Videncentret Bolius' rengøringsekspert og indehaver af hjemmesiden FruGrøn.dk.

- Læg bageplader, riste og sideribber i blød i noget vand med sulfo og måske lidt vaskesoda til dagen efter, siger hun.

- Er de rigtig snavsede, kan du smøre dem ind i fast brun sæbe og lægge dem i en sort plastpose en dag eller to udenfor. Er det helt grelt, kan du hælde en smule salmiakspiritus i også.

Det er vigtigt, at du husker at bruge handsker under hele seancen, og at du har vinden i ryggen, når du åbner posen igen, så du ikke indånder kemikalierne.

Når det kommer til selve ovnen, så skal du finde ud af, hvilken type du har, lyder det fra Anne Grete Rasmussen.

For har du eksempelvis en selvrensende ovn - pyrolyse - skal du finde instruktionerne frem og køre selvrensningsfunktionen, som forkuller alt på overfladerne og efterlader en masse støv, du kan feje væk.

- Sørg dog for at have god udluftning, når du gør det. Jeg ville nok også vente, til at gæsterne var gået, fortæller rengøringseksperten.

Har din ovn ikke en selvrensende funktion, så kan du smøre siderne i ovnen ind i brun sæbe og lade det sidde en dag. Igen skal du huske handsker.

- Vask den herefter af med en klud. Læg gerne plastik eller aviser på gulvet, så du fanger snavs og skidt, der skulle komme på gulvet, siger Anne Grete Rasmussen.

- Rengør herefter ovnglasset med en glasskraber, som ofte kan tage det meste. Du kan også bruge lidt vand og sulfo eller eventuelt en blød skuresvamp og noget skurecreme.

Ud over at trække i arbejdshandskerne og bruge et godt lag knofedt kan du også komme noget af rengøringen i forkøbet ved ikke at gøre ovnen beskidt til at starte med.

Det fortæller kokkeunderviser hos Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl.

- Du kan bruge stegeposer, så ovnen ikke nødvendigvis bliver så beskidt. Og så har det også den fordel, at fjerkræet bevarer noget af fugten, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

- Vær dog opmærksom på, at temperaturen i anden bliver højere, og at den derfor bliver hurtigere færdig. Så man kan nemt komme til at overtilberede den.

Ifølge Thomas Rønsch Toftdahl skal du regne med at tage en halv time af stegetiden på en almindelig størrelse and ved at bruge stegeposer.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek