Bruxelles, 29/01/2026 - 12:23
Ny strategi for migration: EU vil selv bestemme hvem der kommer til EU
Ny femårig strategi for migration skal give EU kontrol med, hvem der ankommer til Europa.
Af: /ritzau/
EU-Kommissionen har torsdag fremlagt den første femårige strategi for migration.
Den skal understøtte de stramninger, som EU er i gang med.
Strategien fastslår, at det er "Europa, der beslutter, hvem der kommer til EU, og under hvilke omstændigheder".
Det er en stor forskel i forhold til nu, hvor migranter selv ankommer til Europa. Typisk via Middelhavet eller den såkaldte Vestbalkan-rute.
- Prioriteten er klar. Vi vil reducere antallet af ulovlige ankomster og holde det nede, siger EU-Kommissær for migration Magnus Brunner.
Samtidig skal strategien sikre, at EU beskytter mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse og give mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til EU.
- Vi skal især fastholde reduktionen i ulovlige indrejser, samtidig med at vi fremmer lovlige veje til EU.
- Begge dele er nødvendige for, at vores system kan fungere, og vores samfund og økonomier kan trives, siger Magnus Brunner.
/ritzau/




