Venedig, 04/09/2023 - 00:28
Politiet anholder spansk teenageidol under filmfestival i Venedig
Den spanske skuespiller Gabriel Guevara mistænkes for at have begået seksuelt overgreb.
Af: /ritzau/
Den 22-årige spansk skuespiller Gabriel Guevara er blevet anholdt under den internationale filmfestival i Venedig på grund af en international arrestordre udstedt af fransk politi.
Baggrunden er anklager om seksuelt overgreb.
Det skriver italienske medier ifølge nyhedsbureauet AFP.
Skuespilleren var på vej til at modtage en pris for sin rolle i det spanske ungdomsdrama "Culpa mía", som bygger på den norske serie "Skam", da han blev anholdt af italiensk politi.
Ifølge AFP blev han anholdt lørdag, da han ankom til øen Lido i Venedig.
Filmfestivalen har oplyst til det italienske nyhedsbureau Ansa, at Gabriel Guevaras pris er blevet suspenderet, mens efterforskningen af sagen pågår.
I løbet af de kommende dage ventes en italiensk domstol at tage stilling til udleveringen af Gabriel Guevara til Frankrig.
Hvad sigtelsen mod ham præcis handler om, er foreløbig uvist.
/ritzau/