København, 27/06/2025 - 23:14
Danske håndboldtalenter er klar til VM-finale efter gyser
Det danske U21-landshold slog Sverige i en medrivende semifinale og møder nu Portugal i guldkampen.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det danske U21-landshold i håndbold skal søndag spille finale ved VM i Polen.
Danmark vandt fredag aften en utrolig tæt og nervepirrende semifinale mod Sverige med 40-37 efter forlænget spilletid. Det var holdets syvende sejr i syv kampe i turneringen.
Det stod 36-36 efter den ordinære spilletid, men i forlængelsen fik svenskerne pludselig meget svært ved at lave mål.
Selv om de danske målmænd generelt ikke fik fat i meget, scorede de blå-gule kun en enkelt gang i ekstratiden, og det blev afgørende.
Morten Kaalunds scoring til 39-37 halvandet minut før tid satte svenskerne under hårdt tidspres, og det kunne de ikke håndtere.
De lavede to tekniske fejl, da det gjaldt allermest, og med 16 sekunder igen afgjorde Magnus Storgaard Pedersen kampen fra højre fløj.
I slutkampen skal landstræner Ulrik Kirkelys tropper op imod Portugal, der i den anden semifinale vandt 38-37 over Færøernes sensationshold.
Det opgør var om muligt endnu mere spændende. Her skulle der to gange forlængelse til at finde en vinder.
Færingerne må nu forsøge at vaske skuffelsen væk i bronzekampen mod Sverige søndag eftermiddag.
Det er 20 år siden, at Danmark senest erobrede VM-guld for U21-landshold. Dengang vandt et dansk hold med blandt andre René Toft Hansen, Henrik Møllgaard og Morten Olsen med 40-35 i finalen mod Serbien og Montenegro.
VM-finalen mod Portugal spilles søndag klokken 19.30.
/ritzau/