Tumbler Ridge, 25/04/2026 - 03:47
OpenAI undskylder til Canada for aktivitet på ChatGPT før skoleskyderi
I juni blev formodet gerningsperson bag skyderi i Canada udelukket fra ChatGPT grundet bekymrende aktivitet.
Jennfier Gauthier/Reuters
Af: /ritzau/
OpenAI's topchef, Sam Altman, har givet en undskyldning til den canadiske by Tumbler Ridge, hvor der i februar fandt et masseskyderi sted på et gymnasium.
Det gør han i et åbent brev, der er bragt på det lokale nyhedssite Tumbler RidgeLines.
Årsagen er, at virksomheden ikke underrettede politiet om gerningspersonens bekymrende aktivitet hos OpenAI's chatbot, ChatGPT.
- Jeg er dybt ulykkelig over, at vi ikke advarede de retshåndhævende myndigheder om kontoen, der blev spærret i juni.
- Selvom jeg ved, at ord aldrig vil være nok, mener jeg, at en undskyldning er nødvendig for at anerkende den skade og det uerstattelige tab, som jeres samfund har lidt, siger Sam Altman.
OpenAI havde spærret en konto tilhørende Jesse Van Rootselaar i juni 2025 - otte måneder før den 18-årige transkønnede kvinde dræbte otte personer i alt.
Kontoen blev spærret på grund af bekymringer for brug relateret til voldelig aktivitet.
Ifølge Wall Street Journal havde nogle ansatte hos OpenAI identificeret den mistænktes brug af ChatGPT som en indikation på vold i den virkelige verden og opfordret ledelsen til at give myndighederne besked.
Men det gjorde OpenAI altså ikke.
OpenAI udtalte efter skyderiet, at årsagen var, at intet tydede på et forestående angreb.
Canadiske embedsmænd har fordømt OpenAI's håndtering af sagen og har indkaldt virksomhedens ledelse til et møde i Canadas hovedstad, Ottawa, for at få den til at forklare dens sikkerhedsprocedurer.
Familien til en pige, der blev skudt og alvorligt såret på skolen, har sagsøgt den amerikanske tech-gigant for uagtsomhed.
Van Rootselaar dræbte først sin mor og bror i familiens hjem, før den 18-årige drog til det lokale gymnasium og dræbte fem børn og en lærer.
Gerningspersonen døde af et selvpåført skudsår, efter at politiet trængte ind i bygningen.
Tal fra 2021 viser, at der bor omkring 2400 personer i Tumbler Ridge, som ligger cirka 660 kilometer nordøst for den større by Vancouver i det sydvestlige Canada.
/ritzau/AFP




