Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/07/2026 - 13:51

Ledelse får kritik efter syg fanges død i fængsel

I januar døde 38-årig i Kragskovhede Fængsel. Overordnet myndighed har sendt indberetning til ombudsmand.

Af: /ritzau/

I en sag om en indsats død i Kragskovhede Fængsel i vinter får ledelsen kritik på flere punkter.

Det fremgår af en indberetning, som en overordnet myndighed har sendt til Folketingets Ombudsmand.

Det er Fængselskreds Vest, som i en gennemgang af sagen har indskærpet flere forhold overfor ledelsen i Kragskovhede Fængsel.

Sagen drejer sig om Rawad Khaled Gnomeims død den 9. januar. Han blev 38 år.

I flere dage havde han klaget over kraftige mavesmerter, har blandt andet Ekstra Bladet og TV 2 Nord tidligere rapporteret.

En cellekammerat har udtalt, at den 38-årige skreg af smerter, og at en sygeplejerske tilsyneladende havde mistanke om nyresten.

Både han og familien har sagt, at der ikke blev ydet relevant lægelig bistand.

Hvad kritikken fra Fængselskreds Vest nærmere går ud på, fremgår dog ikke af en aktindsigt, som Ritzau netop har fået hos Styrelsen for Danmarks Fængsler.

Den frigivne version af den endelige indberetning til ombudsmanden er fyldt med sorte overstregninger.

Men det er trods alt muligt at læse, at der er sket indskærpelser, når det gælder emnet "dokumentation og journalpligt". Og at ledelsen har taget kritikken til efterretning.

Om forløbet op til den 38-åriges mands død hedder det blandt andet i indberetningen:

"Henset til, at der ikke er sket journalføring, er det ligeledes uvist, hvad der er blevet drøftet, og hvilke oplysninger der er tilgået det uniformerede personale."

Indberetningen fra Fængselskreds Vest bygger blandt andet på den efterforskning, som Nordjyllands Politi har gennemført, og hvor såvel indsatte som personale blev afhørt.

RITZAU

TjekDet - faktatjek