København, 26/05/2026 - 12:59
Nyvalgte Mads Strange er ny politisk ordfører i LA
Mads Strange overtager posten som politisk ordfører i Liberal Alliance, mens Sólbjørg Jakobsen er på barsel.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mads Strange er midlertidigt udnævnt til politisk ordfører for Liberal Alliance.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
Strange har tjansen, mens den hidtidige politiske ordfører Sólbjørg Jakobsen er på barsel, oplyser partiet.
- Det er store sko at udfylde, og jeg glæder mig enormt meget til at arbejde for at sætte Liberal Alliances politik på dagsordenen, siger Mads Strange i pressemeddelelsen.
På det sociale medie X skriver Mads Strange, at han tiltræder som politisk ordfører i dag, tirsdag.
Sólbjørg Jakobsen går på barsel 26. juni.
26-årige Mads Strange blev valgt ind i Folketinget ved valget 24. marts i år. Her fik politikeren 4.488 personlige stemmer.
I Liberal Alliance er man glade for, at andre står klar, "når de etablerede skal holde en pause", siger gruppeformand Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.
- Mads er nysgerrig, vidende, flittig, god til at forklare liberale holdninger og ambitiøs på LA's vegne, så det vil vi gerne bringe i spil for partiet, mens Sólbjørg er på barselsorlov, siger Ole Birk Olesen.
En politisk ordfører fungerer som en slags talsmand for partierne, som også har ordførere på specifikke fagområder. Den politiske ordfører håndterer som regel de overordnede linjer og de akutte sager.
/ritzau/




