' /> '> AGF lejer sig ind hos Randers ved europæisk deltagelse
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/04/2026 - 12:33

AGF lejer sig ind hos Randers ved europæisk deltagelse

AGF's midlertidige stadion i Vejlby lever ikke op til Uefas krav. Derfor har AGF lavet en aftale med Randers.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det går rigtig godt på banen for AGF i øjeblikket.

Aktuelt topper aarhusianerne Superligaen med fem point ned til FC Midtjylland, og det kunne efterhånden så småt lugte af, at den fodboldglade by muligvis skal spille europæisk fodbold i den kommende sæson.

Der er dog bare et problem. Mens AGF's nye stadionprojekt, Kongelunden, bygges, spiller holdet på et midlertidigt stadion i Vejlby. Og det lever ikke op til kravene fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Derfor har AGF lavet en aftale med Randers FC, så hvis aarhusianerne kvalificerer sig til europæisk fodbold, skal holdet spille sine europæiske hjemmekampe på Cepheus Park.

Det skriver begge superligaklubber på deres hjemmesider. De to parter har indgået en aftale, så aarhusianerne lejer sig hos de kronjyske rivaler.

- Vi er glade for, at Randers vil stille deres stadion til rådighed for os, selv om det selvfølgelig igen koster os økonomisk, at vi ved mulige europæiske kampe ikke kan spille på vores eget stadion, siger AGF's direktør Jacob Nielsen.

Direktøren uddyber, at man har været i dialog med forskellige stadioner, og at man også har lyttet til klubbens fans i forbindelse med beslutningen.

I Randers hilser man aftalen velkommen trods den rivalisering, der ligger mellem de to klubber.

- Det er en god aftale økonomisk for Randers FC, men også for Randers Kommune, at vi kan leje stadion ud til AGF, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.

Oprindeligt var planen, at AGF kunne indvie Kongelunden i sommeren 2026, men det blev senere skubbet til december 2026 og siden til marts 2027.

I oktober skrev Jyllands-Posten, at man arbejder med muligheden for, at det nye stadion først kan tages i brug i august 2027.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek