Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

München, 30/04/2024 - 23:36

Vinicius har blandet fornemmelse efter deler i München

Vinicius Junior er glad for sine to scoringer, men han er ikke tilfreds med at få 2-2 ude mod Bayern München.

Matthias Schrader/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er med en blandet fornemmelse i kroppen, at den brasilianske fodboldstjerne Vinicius Junior rejser hjem fra Tyskland efter den første Champions League-semifinale mellem Bayern München og Real Madrid.

Vinicius scorede begge sit holds mål i 2-2-kampen. Hans sidste fuldtræffer var en udligning på straffespark, mens trods en udligning i slutfasen er resultatet skuffende, mener han.

- Jeg er utrolig glad for de to mål, jeg scorede. Det er fantastisk. Men jeg tager ikke tilfreds herfra, for vi kom ikke for at få 2-2. Nu skal vi forberede os på returkampen, og så må vi klare den der i stedet, siger Vinicius til Viaplay og roser tirsdagens modstander.

- Det er svært at spille imod Bayern München. De evner at lave omstillinger hele tiden fra alle steder på banen, og det gør dem utroligt svære at spille imod. Og så har de bare nogle fantastiske boldspillere. Men vi skal vinde, vi skal i finalen.

Brasilianeren har en fornemmelse af, at Real Madrid som så ofte før når frem til slutkampen i Europas mest prestigefyldte turnering.

- Jeg tror, at vi klarer den og kommer i finalen en gang mere. Med vores publikum bag os, kan det næsten ikke gå galt, siger Vinicius.

Hos Bayern München ærgrer målscorer Harry Kane sig over, at Bayern ikke øgede føringen inden Real Madrids udligning. Særligt Eric Dier syndede foran mål.

- Overordnet er det lidt skuffende for os. Da vi førte 2-1 havde vi momentum og kunne have scoret igen. Vi havde et par gode muligheder for at score på et par standardsituationer, siger Harry Kane til Viaplay.

Også englænderen vælger at se optimistisk på muligheden for avancement.

- Nu har vi en uge til at forberede os på returkampen, og der er trods alt nogle gode ting at tage med fra den her kamp. Vi var bedre og hurtigere på bolden end dem. Vi skulle bare have scoret til 3-1, da vi havde chancen.

- Det er nogle små detaljer, der skal rettes, for man bliver straffet hårdt mod et så stærkt hold. Og så skal vi udnytte de chancer, vi får i Madrid, siger Harry Kane.

Der er returkamp i den spanske hovedstad onsdag i næste uge.

/ritzau/

Cannes, 21/05/2024 - 02:19

Anmeldere roser danskiraners Trump-kritiske film

Valery Hache/Ritzau Scanpix

Ali Abbasis film "The Apprentice" beskrives som et "karaktermord" på ekspræsident Donald Trump.

Iranskdanske Ali Abbasis film "The Apprentice", der mandag fik premiere ved verdenspremieren i Cannes, er et "nådesløst karaktermord på Donald Trump".

Sådan lyder det i Politikens anmeldelse, hvor filmen får tre hjerter ud af seks mulige.

- Filmen har – som kunstværk betragtet – både for meget brug for virkelighedens historie og giver for lidt nyt til den. Det er på den måde Ali Abbasis svageste film i hans foreløbige ouevre. Det er heldigvis et samlet ouevre, hvor niveauet er imponerende højt, skriver anmelderen.

Filmen skildrer den tidligere amerikanske præsident Trumps unge dage i New York i 1980'erne og hans vej til magten gennem, hvad der beskrives som en "djævelsk pagt med den indflydelsesrige højrefløjsadvokat og politiske problemknuser Roy Cohn".

Filmmagasinet Ekko giver "The Apprentice" fire ud af seks stjerner og skriver, at det er en "tankevækkende" historie, som peger frem mod "nutidens hensynsløse, politiske monster".

- Det er samtidig filmens svaghed, at man så tydeligt mærker hensigten med dramaet, der kun momentvis lever i sin egen ret. Derfor står The Apprentice heller ikke kunstnerisk lige så stærkt som Abbasis to foregående, grænsebrydende film, skriver anmelderen med henvisning til "Grænse" og "Holy Spider".

Informations anmelder bider også mærke i, at filmen ikke er lige så visuelt og narrativt vild som Abbasis' tidligere film, men det gør ikke spor, lyder det.

- Det er en fascinerende rejse at være med på, ikke mindst fordi Ali Abbasi og Sebastian Stan gør Trump så, ja, sympatisk og næsten tilforladelig i begyndelsen af The Apprentice. Han er kejtet og forsigtig, og han virker charmerende, da han beslutter sig for, at han vil have Ivana (Trumps første kone, red.), lyder det.

Sebastian Stan spiller Donald Trump i filmen.

/ritzau/


Læs Mere >>

Cannes, 20/05/2024 - 23:17

Medie spår dårlig modtagelse af dansk instruktørs film hos Donald Trump

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

"The Apprentice" om ekspræsident Donald Trump er lavet af den dansk-iranske instruktør Ali Abbasis.

Filmen "The Apprentice" af den dansk-iranske instruktør Ali Abbasis blev mandag aften modtaget med otte minutters stående bifald ved verdenspremieren i Cannes.

Det skriver underholdningsmediet Variety om spillefilmen, der handler om den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.

Variety beskriver filmen som "eksplosiv" og skriver, at mange elementer af "The Apprentice" ikke kommer til at falde i god jord hos ekspræsidenten.

Filmen skildrer Trumps unge dage i New York i 1980'erne og hans vej til magten gennem, hvad der beskrives som en "djævelsk pagt med den indflydelsesrige højrefløjsadvokat og politiske problemknuser Roy Cohn".

Ved premieren blev Abbasis spurgt om, hvorfor han har lavet filmen. Til det svarede han, at der ikke er nogen pæn måde at håndtere, hvad han betegner som en opblomstring af fascisme.

- Det er på tide at gøre film relevante igen. Det er på tide at gøre film politiske igen, sagde han ifølge en pressemeddelelse.

Mediet The Hollywood Reporter beskriver også flere "chokerende" scener i filmen, heriblandt Trumps angivelige voldtægt af sin første kone, Ivana Trump.

Ivana Trump har senere trukket anklagen tilbage, mens Donald Trump selv har afvist den.

The Hollywood Reporter skriver også, at der lød et gisp blandt flere i publikum under en scene, hvor Donald Trump får en fedtsugning.

Mediet Deadline skriver i sin anmeldelse, at filmen ikke just er flatterende for Trump, men at den heller ikke er et karaktermord.

I stedet, skriver Deadline, er målet med filmen af vise Trumps forhistorie - uanset hvilke meninger man har om ekspræsidenten i dag.

Abbasis står også bag filmene "Border" og "Holy Spider".

Med i "The Apprentice" spiller blandt andet den Emmy- og Golden Globe-nominerede amerikaner Sebastian Stan, Jeremy Strong, kendt fra Succession, og den Oscar- og Golden Globe-nominerede bulgarske skuespiller Maria Bakalova.

Flere danskere har også været med til at lave filmen, heriblandt Kasper Tuxen, filmens fotograf, samt klipperne Olivia Neergard-Holm og Oliver Bugge Coutté. Martin Dirkov er også en af komponisterne på filmen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/05/2024 - 10:00

FAKTA: Bliv klogere på diverse arter

* Flere forskellige sommerfuglearter kan lægge vejen forbi haven. Bliv klogere på tre af de mest almindelige arter i Danmark:

* Citronsommerfugl: Hannen har en citrongul farve, mens hunnen er lys grønhvid eller limegrøn. Som voksen overvintrer den i frit løv. Sommerfuglen tøer op og genoptager flyvningen, når dagene bliver længere og vejret mildere.

* Admiral: Er orange, hvid og sort. Hunnen kan lægge op til 1000 æg, hvor de fleste andre sommerfuglearter lægger mellem 400 til 500 æg.

* Aurora: Hannen er appelsinorange yderst på vingerne. Hunnen er hvid med enkle, gråsorte tegninger. Begge har mosgrøn marmorering på bagvingens underside. Den har en puppetid på næsten ti måneder.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/05/2024 - 10:00

Gør din have til et paradis for sommerfugle

Drømmer du om sommerfugle i haven, kan du sætte ind på plantefronten. Og så kan du begive dig ud i at lave en sommerfuglebar.

Sæsonen, hvor vi har mulighed for at spotte sommerfugle, er skudt i gang.

Og det er et godt tegn, hvis du kan finde de smukke insekter i din egen have.

Det mener Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Sommerfuglen er en indikator på, at noget er godt i haven. Den kan komme forbi, fordi der er blomsterplanter, hvor den kan få nektar, eller fordi der er værtsplanter, hvor den kan lægge sine æg, siger hun.

Ønsker du at gøre haven til et attraktivt sted for sommerfugle, kan du derfor søge mod planteverdenen.

Det kan være en almindelig stedmoderblomst, der er et hit hos perlesommerfugle.

Den slags planter er essentielle, da de både kan fungere som værts- og nektarplanter.

- Ud over at de kan give nektar, spiser larverne af planterne og bruger dem som levested. Så de er nødvendige for, at der kommer en generation næste år, siger Therese Nissen.

Vil du have besøg af blåfugle, er det oplagt at plante kællingetand, fordi de kan bruge den som værtsplante, forklarer hun videre.

Du kan også give dig i kast med en plante, som du næppe har drømt om at have i din have tidligere: brændenælden.

For både admiral, nældens takvinge og dagpåfugleøje bruger den som værtsplante.

Og det er muligt at indrette haven, så brændenælderne ikke bliver til stor gene.

- Det kan være noget med at sige: "Okay, her er et solbeskinnet område, hvor der også er brændenælder, der får lov til at få noget plads".

- Jeg har for eksempel en stor forhave, hvor der vokser brændenælder. Så det er et afgrænset område, hvor jeg siger: "Her må de godt være". Til gengæld skal de ikke være i min køkkenhave, for ellers bliver det for svært at luge, siger Therese Nissen.

Dertil kan du med fordel undlade at tage en tur med plæneklipperen de steder, hvor det er muligt. Det anbefaler Marie Uth, der er selvstændig havedesigner og driver siden naturlighavedesign.dk.

- Larverne af græsrandøjer og engrandøjer lever i langt græs. Og da der er tale om almindelige græsarter, er det ret nemt at lykkes med, siger hun.

Vil du investere i et nektarrigt planteudvalg til de flotte insekter, er sommerfuglebuske blandt de bedste bud.

Det skyldes, at de indeholder meget nektar, som nogle sommerfugle er meget glade for, forklarer havedesigneren.

- Så har man sommerfuglebuske, vil man tit opleve at få mange sommerfugle i haven, siger hun.

Dertil kan du lave det, som havedesigneren kalder en sommerfuglebar, hvor du laver en lille vold bestående af sten og lidt sandet jord.

- Og så kan man sætte nogle af de solelskende og tørketålende planter på volden, som sommerfuglene rigtig godt kan lide.

- Så skaber man et godt mikroklima for sommerfuglene, hvor de både kan finde mad og varme, siger Marie Uth.

For at øge chancerne for at tiltrække sommerfuglene bør du placere planterne og sommerfuglebaren steder, der tilbyder læ og varme.

Derudover bør du holde dig fra sprøjte- og insektgifte, hvis du ønsker mange vilde arter i haven, siger havedesigneren.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek