Skanderborg, 08/08/2025 - 18:45
Smukfest omdanner regnskyl til tusindvis af toiletskyl
I år afprøver Smukfest en nyt system, der skal sikre området Sherwood mod oversvømmelser.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Når man gæster en musikfestival, er et ordentligt regnskyl nok noget af det sidste, man ønsker. Men på årets Smukfest udnytter man de dråber, der falder i Bøgeskoven.
Smukfest har i år nedgravet to store regnvejrskassetter i det område af skoven, der hedder Sherwood, hvor scenen The Hood ligger.
De skal lagre regnvandet, så det kan bruges til toiletskyl under festivalen og til vanding af minimum 235 træer i området i løbet af året.
Ifølge Trine Bang, der er indholdschef på Smukfest, kan systemet indeholde en pæn mængde vand.
- Systemet kan opmagasinere 88.000 liter vand. Det svarer til 250.000 toiletskyl på vores festival, siger Trine Bang.
Det nye system til opsamling af vand gør desuden, at området omkring scenen The Hood kan tåle, at der falder 70 millimeter regn ad gangen, uden at området bliver oversvømmet eller til et mudderbad.
Det svarer til mere end en måneds regn.
Regnvandssystemet kan håndtere 112.000 liter vand ad gangen, og heraf kan 88.000 liter pumpes op og bruges til vanding og toiletskyl. Den resterende del siver ned i jorden.
Planen er, at der årligt skal pumpes 440.000 liter regnvand op og bruges til de to formål.
Kassetterne dækker i 2025 et areal på 30 kvadratmeter foran The Hood og 56 kvadratmeter bag scenen.
I år tester man systemet, så det kun er toiletter i Sherwood-området, der er koblet op på regnvandssystemet, men Smukfest håber, at systemet kan udvides i fremtiden.
Trine Bang påpeger, at der er fordele ved at drive festival i en skov, når det kommer til at undgå oversvømmelser.
- Skoven giver os et naturligt dræningssystem, hvor hvert træ kan dræne 600 liter vand om dagen.
- Derudover gør vi meget for, at vi har nedgravede stisystemer, der leder vand væk, og hver morgen kører vi mudder væk for at holde pladsen ren og skabe en god festivaloplevelse, siger indholdschefen.
Og da Smukfest forventer, at der kommer mere vildt vejr, skybrud og oversvømmelser i fremtiden, mener festivalens bæredygtighedskoordinator, Cathrine Christensen, at det er noget, man skal forholde sig til som festival.
- Initiativet er lavet for at være på forkant med store regnskyl, siger Cathrine Christensen.
Grunden til, at Smukfest afprøver regnvandssystemet i Sherwood-området, er, at det er her, der er størst risiko for oversvømmelse, tilføjer hun.
/ritzau/