Líege, 26/06/2026 - 00:45
Belgien anholder syv personer efter eksplosion ved synagoge
Syv personer blev torsdag anholdt i Belgien. De er mistænkt for at stå bag eksplosion ved synagoge i marts.
Af: /ritzau/
Syv personer er torsdag blevet anholdt i forbindelse med en eksplosion i marts ved en jødisk synagoge i byen Liège i det østlige Belgien.
Det oplyser anklagemyndigheden i Belgien ifølge nyhedsbureauet AFP.
Eksplosionen knuste flere af bygningens vinduer og beskadigede hoveddøren. Ingen personer kom noget til.
Landets regering har fordømt hændelsen, som den har omtalt som en "afskyelig antisemitisk handling".
Det var gennemførelsen af en række ransagninger, der torsdag førte til, at belgisk politi kunne anholde syv mistænkte i sagen.
Anklagemyndigheden oplyser ikke, hvor i landet ransagningerne eller anholdelserne skete. Der er heller ikke offentliggjort oplysninger om alder eller køn på de anholdte.
- På nuværende tidspunkt kan der af hensyn til efterforskningen ikke frigives yderligere oplysninger, lyder det fra anklagemyndigheden.
Belgiens jødiske samfund tæller ifølge AFP omkring 50.000 mennesker, der hovedsageligt bor i Antwerpen og hovedstaden Bruxelles.
Der bor i alt omkring 11,8 millioner mennesker i Belgien.
/ritzau/




