Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Øster Hurup, 05/06/2026 - 09:15

Støjberg skoser regerings udlændingepolitik: Et svigt af Danmark

Inger Støjberg (DD) påpeger, at udlændingepolitik er nærmest fraværende fra ny regerings politiske grundlag.

Af: /ritzau/

Danmarksdemokraternes Inger Støjbergs tid i sløjdlokalet i folkeskolen og dannelsen af den nye såkaldte firkløverregering har lighedspunkter.

- Der hvor man bruger uendelig meget tid på at flikke et eller andet sammen, som så alligevel ikke kan bruges til noget.

Sådan indleder partiformanden sin grundlovstale i Fruerlundparken i Øster Hurup fredag i samme uge, hvor en ny regering er blevet dannet efter tre kongerunder og 69 dage.

Hun bruger sin grundlovstale som anledning til at kritisere den nye regering og særligt ambitionerne på udlændingepolitikken - eller manglen på samme.

- Regeringsgrundlaget fylder 77 sider. Men leder man efter en seriøs udlændingepolitik, kan man spare sig besværet. Det er nærmest fraværende, siger hun og tilføjer, at det er "et svigt af Danmark".

Ordet "udlændinge" er nævnt to gange i grundlaget. Men statsminister Mette Frederiksen (S) slog fast på et pressemøde tirsdag, at den nye regering "står fast på dansk udlændinge- og retspolitik".

Hun tilføjede, at den nye regering vil "udvise flere kriminelle udlændinge, styrke indsatsen mod social kontrol, vold og genopdragelsesrejser".

Det har dog øjensynligt ikke betrygget Inger Støjberg, der konkluderer, at "ingen i den nye regering virker til at være optagede" af at løse problemer med blandt andet kvinder, der lever under social kontrol.

- Men sådan er det, når man sætter venstrefløjen til at diktere et regeringsgrundlag, tilføjer hun.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek