Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 07/07/2026 - 19:49

Prins Harry kalder rettens frikendelse af Daily Mail for chokerende

Prins Harry mener, retten er gået langt for at frikende Daily Mail i retssag om krænkelse af privatlivet.

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Prins Harry kalder tirsdagens nederlag i retssagen mod udgiveren af Daily Mail, Associated Newspapers, om krænkelse af privatlivets fred for en "fuldstændig og åbenlys hvidvaskning".

Han kalder dog også dommen for "ikke helt uventet", skriver nyhedsbureauet Reuters.

- De længder, retten er gået for at frikende Daily Mail, er lige så chokerende, som de er fuldstændig uberettigede, siger han i en udtalelse efter dommen.

Prins Harry og seks andre kendte har tirsdag fået afvist en sag anlagt mod selskabet bag Daily Mail og Mail on Sunday, Associated Newspapers.

Det afgør den britiske højesteret tirsdag i en 436 sider lang afgørelse ifølge The Guardian.

Ifølge dommen har sagsøgerne ikke fået bevist anklagerne om ulovlig informationsindsamling.

Blandt de øvrige sagsøgere er Elton John og hans mand, David Furnish, baronesse Doreen Lawrence samt Elizabeth Hurley, Sadie Frost og Simon Hughes.

Sagen blev anlagt i oktober 2022. Ifølge anklagerne har Associated Newspapers gennem en årrække benyttet ulovlige metoder til at skaffe oplysninger.

Kendisserne har blandt andet anklaget udgiveren for at have hyret privatdetektiver til at aflytte telefonsvarere, fastnettelefoner, telefoner samt biler og boliger. Der var også anklager om at have betalt politiet for viden.

Udgiveren skulle også have fået adgang til bankkonti og finansielle transaktioner ”gennem ulovlige midler og manipulation” ifølge Variety.

Associated Newspapers har afvist anklagerne. Tirsdag siger selskabet, at det er en "sejr for den frie presse".

Prins Harrys del af sagen handler om 14 artikler, som er udgivet af Associated Newspapers i en periode fra 2001 til 2013.

Ifølge hans advokater byggede de på ulovligt indhentede oplysninger og handlede især om de forhold, han indledte eller forsøgte at indlede i årene, før han mødte sin nuværende hustru, Meghan.

RITZAU

TjekDet - faktatjek