Miami, 03/01/2026 - 18:18
Trump om Venezuela: Vi styrer landet indtil videre
Samtidig med at Trump roser sit militær, varsler han amerikanske olieselskabers indtog i Venezuela.
Joe Raedle/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA vil sørge for, at der sker et magtskifte i Venezuela.
Sådan lyder det fra USA's præsident, Donald Trump, der lørdag holder pressemøde, efter at USA tidligere på dagen gennemførte flere angreb i det sydamerikanske land og tog Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, til fange.
- Vi vil styre landet ("run the country", red.), indtil vi kan gennemføre en sikker, ordentlig og fornuftig overgang, siger Trump, der storroser sit militær for indsatsen.
Han uddyber ikke umiddelbart, på hvilken måde USA vil styre Venezuela, men han siger, at USA er klar til at gennemføre en anden bølge af angreb om nødvendigt.
Han siger, at ikke en enkelt amerikansk soldat blev dræbt, og ikke et enkelt stykke militærudstyr blev mistet under den amerikanske indsats.
- Dette var en af de mest forbløffende, effektive og kraftfulde fremvisninger af amerikansk styrke og dygtighed i amerikansk historie, siger Trump flankeret af blandt andre forsvarsminister Pete Hegseth og forsvarschef Dan Caine.
Operationen foregik ifølge præsidenten både til lands, til vands og i luften.
Efter aktionen er det ifølge Trump også planen, at amerikanske olieselskaber skal ind og operere i landet.
- Vi kommer til at få vores meget store amerikanske olieselskaber - de største i verden - til at gå ind og bruge milliarder af dollar, ordne den meget ødelagte infrastruktur, olieinfrastrukturen, og begynde at tjene penge for landet, siger Trump på pressemødet.
Samtidig med at pressemødet gik i gang, delte præsidenten på sit eget sociale medie, Truth Social, et billede, der angiveligt viser den tilfangetagne Maduro om bord på et amerikansk krigsskib.
I USA står Maduro over for en tiltale om blandt andet narkoterrorisme.
- Maduro kommer aldrig igen til at true en amerikansk borger eller nogen fra Venezuela, siger Trump.
/ritzau/




