København, 21/12/2021 - 12:04
Stormester-stjerner bekræfter: Vi er kærester
To kendisser, der har deltaget i hver deres sæson af underholdningsprogrammet "Stormester", bekræfter på Instagram deres forhold i overskrifter.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: Af Anna Danielsen Gille, Ritzau Fokus
Efter længere tids spekulationer hos forskellige medier bekræfter komikeren Victor Lander og musikeren Annika Aakjær nu, at de har fundet sammen.
Det gør de på Instagram i et opslag med billeder af dem flankeret af forskellige gule overskrifter.
"Jeg håber, det er sandt", står der på et af billederne af parret, som kysser.
- Vi har tilladt os at klippe-klistre nogle flere overskrifter til jer, Se og Hør og Ekstra Bladet. Journalisthøjskolens direkte optagelse - I ringer bare, skriver den 27-årige komiker Victor Lander på opslaget.
Både Victor Lander og den 39-årige sanger Annika Aakjær har deltaget i underholdningsprogrammet "Stormester" på TV 2. Dog i hver deres sæson.
Victor Lander er siden blevet kendt for sin værtsrolle på "Lego Masters".
Også Annika Aakjær bevæger sig i komikkens verden. Hun tog Danmark med storm ved Zulu Comedy Galla i 2019, da hun sang om sin oplevelse af menstruationens cyklus.
Hun har også deltaget i musikprogrammet "Toppen af poppen".
/ritzau/