København, 09/07/2025 - 16:50
Tausons polske banekvinde når sin første Wimbledon-semifinale
Tidligere verdensetter Iga Swiatek er klar til Wimbledon-semifinalen for første gang efter sejr i to sæt.
Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Iga Swiatek har aldrig været kendt som en stor græsspiller, men det er hun ved at lave om på under årets Wimbledon.
Den tidligere verdensetter og femdobbelte grand slam-vinder er klar til sin første semifinale ved Wimbledon nogensinde efter en sejr på 6-2, 7-5 over Liudmila Samsonova.
Undervejs i turneringen slog ottendeseedede Swiatek danske Clara Tauson ud i fjerde runde, og onsdag var det så 19.-seedede Liudmila Samsonova fra Rusland, der blev sendt hjem fra London.
I semifinalen venter useedede Belinda Bencic, der senere onsdag slog syvendeseedede Mirra Andreeva.
Selv om Swiatek med sine 24 år er to år yngre end Samsonova, har polakken langt mere erfaring fra tennissportens største kampe.
Onsdagens kamp var første gang, at Samsonova spillede en kvartfinale i en grand slam-turnering.
I sådan en kamp skal man tage sine chancer, når de byder sig, og det gjorde Swiatek modsat Samsonova i første sæt.
Samsonova havde en breakbold i allerførste serveparti, som hun missede. Anderledes kynisk var Swiatek, da hun fik sin første breakbold og bragte sig foran 4-2.
Polakken slog på samme måde til igen på sin anden mulighed for et break, der også var en sætbold, og efter en ellers lige start var Swiatek vinder af første sæt med 6-2.
Swiatek kom stormende ud til andet sæt og brugte ikke lang tid på at bringe sig foran 2-0. Samsonova bevarede håbet, da hun på sin ottende breakbold endelig fik has på Swiatek partiet efter.
Det lykkedes Samsonova igen to partier efter, og med stillingen 4-4 var håbet for alvor tilbage.
De to duellanter fulgtes ad til 5-5, men da Samsonova skulle holde serv for at sende sættet i tiebreak, gik det galt.
På sin anden matchbold slog Swiatek sig videre i turneringen og fortsætter sin jagt på sit første Wimbledon-trofæ.
Swiatek har vundet French Open fire gange og US Open en enkelt gang.
Når hun træder ind til sin første Wimbledon-semifinale, bliver det mod en anden semifinaledebutant.
Schweiziske Belinda Bencic vandt en tæt kvartfinale med 7-6, 7-6 over den 18-årige russiske komet Mirra Andreeva.
Det er 28-årige Bencic' bedste Wimbledon-resultat i karrieren. I 2019 var hun i en grand slam-semifinale ved US Open.
Den anden semifinale står mellem verdensetter Aryna Sabalenka fra Belarus og amerikaneren Amanda Anisimova, der er 12.-seedet.
/ritzau/