Washington D.C., 10/02/2026 - 02:22
USA dræber to i angreb mod påstået narkobåd i Stillehavet
En person overlevede ifølge USA angreb mod fartøj, og eftersøgnings- og redningsindsats meldes sat i gang.
Af: /ritzau/
USA's militær har udført et angreb mod en påstået narkobåd i den østlige del af Stillehavet, hvilket har kostet to personer livet.
En person meldes samtidig at have overlevet angrebet.
Det fremgår af et opslag fra U.S. Southern Command, der har ansvaret for USA's militære aktiviteter i Latinamerika og Caribien, på det sociale medie X natten til tirsdag dansk tid.
- Efterretninger bekræftede, at fartøjet sejlede langs kendte ruter for narkosmugling i det østlige Stillehav og deltog i narkosmuglingsaktiviteter, lyder det.
- To narkoterrorister blev dræbt, mens én overlevede angrebet.
Efter angrebet underrettede U.S. Southern Command straks den amerikanske kystvagt for at sætte gang i en eftersøgnings- og redningsindsats for at finde den overlevende, skriver kommandoen.
De tre personers nationalitet fremgår ikke umiddelbart.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det ikke umiddelbart har været muligt at få oplysningerne fra opslaget uafhængigt bekræftet.
Den amerikanske kommando deler i X-opslaget en video, der tilsyneladende viser angrebet, men den fremlægger ligesom tidligere ikke umiddelbart beviser for påstanden om, at der var tale om en narkobåd.
/ritzau/




