Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/12/2022 - 10:30

Her er gourmetkokkenes bud på nytårsmenuens hovedret og dessert

I centrum for enhver god nytårsmenu ligger hovedretten og desserten. To gourmetkokke kommer her med deres bud på, hvad du skal tilberede til dine gæster.

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Det kan være nervepirrende at stå for en hel nytårsmenu.

Så står du og mangler inspiration, guider to gourmetkokke dig her igennem deres forslag til hovedretter og desserter.

1) Hovedret.

Til hovedretten trækker Yves Le Lay, der er køkkenchef og medejer af restauranten á terre i København, inspiration fra Schweiz og foreslår en ostefondue.

- Det handler i bund og grund om at finde en god ost, siger han.

- Oftest vil det være noget gruyere eller emmentaler. Gerne med nogle måneder på bagen, for det giver mest smag.

Herefter skal du have fat i noget hvidvin. Det kunne ifølge Yves Le Lay være en riesling eller en anden vin med noget sødme i sig.

- Kog det op, og sæt blusset på lav varme. Så smeltes osten ned i gryden, indtil man har ostebasen, siger han.

- Og så skal der jo alt muligt til. I Danmark har vi fantastiske aspargeskartofler, som jeg ville koge og pille og så dyppe ned i fonduen.

Der skal også noget godt brød og lækkert charcuteri fra Italien eller Frankrig til, som man sagtens kan finde i velassorterede supermarkeder, foreslår Yves Le Lay.

- Til sidst skal man have noget syrligt. Klassikeren er cornichoner og syltede perleløg, men man kunne også bruge asier, siger han.

Nicky Arentsen, der er køkkenchef på Bandholm Badehotel på Lolland, foreslår, at man tager en tur til fiskehandleren.

- Spørg, om de har en pighvar eller helleflynder, og om de kan klargøre den, så den kan ryge direkte i et ildfast fad, siger han.

- Tilsæt derefter en halv flaske hvidvin og nogle urter som timian, rosmarin, lidt persillestilke, citronskiver og nogle smørklatter.

Fisken skal bages i ovnen i 20 minutter på 160 grader.

- Så har du altså en vildt flot fisk til bordet, som er virkelig saftig, fordi den er tilberedt på ben, siger Nicky Arentsen.

Mens fisken trækker, sigter man væsken over i en gryde.

- Tilsæt stenbiderrogn til saucen inden servering, og tilsæt smørklatter, til saucen er tyk og cremet. Så bliver det en stjernemiddag, siger Nicky Arentsen.

Inden servering smages saucen til med salt og måske lidt sukker, hvis den er for syrlig.

Som garniture anbefaler køkkenchefen, at du bruger kål.

- Pluk, rens, og sautér det, så der stadig er bid i. Steg det derefter med lidt friskrevet parmesan, sort peber og citronskal.

- Læg fisken på dit flotteste fad, og fjern det øverste lag skind. Kom kålstykkerne rundt i kanten med et par skiver citron, som fisken har ligget sammen med. Hæld så lidt af saucen over fisken, afslutter han.

2) Dessert.

Til desserten peger Yves Le Lay på flamberede bananer.

- Flæk nogle bananer over på langs, og tag en pande med halvt smør og halv brun farin, som du smelter til en slags brunsvigersovs, siger han.

- Så lægger du bananerne på panden med skæresiden nedad, indtil de får noget af farven fra karamellen.

Find derefter en mørk rom, sæt godt gang i flammerne, og hold så et lille show for dine gæster, lyder det.

Som tilbehør anbefaler Yves Le Lay enten at købe en god vaniljeis eller selv lave den, hvis man har en ismaskine.

- Laver du isen selv, så lad den trække natten over i køleskabet. Et tip er at putte et par kaffebønner derned. Det fremhæver vaniljesmagen, siger han.

Læg bananerne på en tallerken, hæld karamelmassen over, og læg en vaniljekugle på siden.

- Nu kan man så tilsætte alt det, man gerne vil. Det kunne være hakkede mandler, hakket mørk chokolade eller ristede kokosflager, siger han.

Nicky Arentsen anbefaler i stedet en citrusdessert, som skal lette lidt efter den tunge og fede mad, man ofte får nytårsaften.

- Støb en panna cotta af hvid chokolade i dine flotteste glas. Du koger bare fløde op, putter hvid chokolade i og så husblas til sidst.

Det kan man med fordel gøre dagen før og sætte i køleskabet, lyder det.

- Så laver du en citrussalat, hvor du tager kødet fra forskellige citrusfrugter. Jeg ville anbefale blodappelsin, appelsin og en grape.

- Så hælder du lidt olivenolie over og masser af hakket mynte, og så lægger du det oven på panna cottaen, når den skal serveres, siger Nicky Arentsen.

/ritzau fokus/

København, 17/12/2025 - 12:54

Den falske markis Marcel de Sade er død - 91 år

Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Marcel de Sade blev op gennem 1950'erne kendt for sine ekstravagante fester og sin flamboyante tøjstil.

Marcel de Sade, i folkemunde sommetider kendt som "Den falske markis", er død - 91 år gammel.

Det skriver B.T. og henviser til et opslag på Facebook fra Lars Henriksen, som har skrevet en bog om ham, og som privat var venner med ham.

Lars Henriksen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

Han tilføjer, at familien har bedt ham om at være i kontakt med pressen.

I sit opslag på Facebook skriver Lars Henriksen, at Marcel de Sade optrådte som en realitypersonlighed, lang tid før realitygenren opstod.

- Marcel var for flertallet synonym med "Marquisen". Societyløven, celebrityen og dekadencens mester, som optrådte som realityperson, før begrebet var opfundet. Han var kendt for at være og være til. Gøre og gøre sig til, skriver han.

Marcel de Sade blev født som Jørgen Vase Schmidt, men det var under hans selvvalgte navn, at han blev en kendis.

Op igennem 50'erne og 60'erne blev han kendt i København for sine ekstravagante fester og sin iøjnefaldende tøjstil.

På et tidspunkt kom det frem, at den dyre livsstil var finansieret af svindel. I 1963 blev han idømt fængsel i fire år og seks måneder, og det var i den forbindelse, at han i folkemunde fik navnet "Den falske markis".

I retten kom det frem, at han havde taget af kassen i det oliefirma, hvor han var ansat som bogholder.

Titlen som markis havde han købt sig til, og han fastholdt sin ret til at bruge den, skrev Kristeligt Dagblad i 2013 i forbindelse med et interview med ham.

Her inviterede Marcel de Sade journalisten ind i sin herskabslejlighed på Frederiksberg.

Under interviewet fortalte "markisen", at han havde tre rejsekufferter fyldt med tørklæder.

- Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, lød det fra ham.

Selvsamme lejlighed kom til at spille en vigtig rolle i en meget omtalt boligsag, hvor Simon Aggesen, på det tidspunkt konservativ borgmester på Frederiksberg, tjente over 11 millioner kroner.

Han havde nogle år forinden købt lejligheden, hvorefter han delte den op i to og solgte begge lejligheder med en skattefri fortjeneste.

Han var skør på en forrygende måde, skriver Lars Henriksen, som i 2018 skrev bogen "Verden vil betages" om ham.

Men han var også loyal, generøs og en nærværende ven, lyder det.

- Når man var i Marcels selskab, var man i centrum. Som vært lyttede han og var opmærksom på at få alle med i selskabet.

- Det var aldrig selskabsløverne, som havde hans bevågenhed, men øjnede han en, som befandt sig lidt i udkanten af selskabet, kunne man være sikker på, at hans yderste bestræbelser gik på at få netop denne person til at føle sig helt særlig, skriver Lars Henriksen.

Den adelige titel markis stammer fra Frankrig og har en rang mellem greve og hertug. Titlen bruges ikke i Danmark, og Marcel de Sade er derfor blevet omtalt som den eneste markis i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 10:36

Den falske markis Marcel de Sade er død - 91 år

Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Marcel de Sade blev op gennem 1950'erne kendt for sine ekstravagante fester og sin flamboyante tøjstil.

Marcel de Sade, i folkemunde sommetider kendt som "Den falske markis", er død - 91 år gammel.

Det skriver B.T. og henviser til et opslag på Facebook fra Lars Henriksen, som har skrevet en bog om ham, og som privat var venner med ham.

Lars Henriksen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

Han tilføjer, at familien har bedt ham om at være i kontakt med pressen.

I sit opslag på Facebook skriver Lars Henriksen, at Marcel de Sade optrådte som en realitypersonlighed, lang tid før realitygenren opstod.

- Marcel var for flertallet synonym med "Marquisen". Societyløven, celebrityen og dekadencens mester, som optrådte som realityperson, før begrebet var opfundet. Han var kendt for at være og være til. Gøre og gøre sig til, skriver han.

Marcel de Sade blev født som Jørgen Vase Schmidt, men det var under hans selvvalgte navn, at han blev en kendis.

Op igennem 50'erne og 60'erne blev han kendt i København for sine ekstravagante fester og sin iøjnefaldende tøjstil.

På et tidspunkt kom det så frem, at den dyre livsstil var finansieret af svindel. I 1963 blev han idømt fængsel i fire år og seks måneder, og det var i den forbindelse, at han i folkemunde fik navnet "Den falske markis".

I retten kom det frem, at han havde taget af kassen i det oliefirma, hvor han var ansat som bogholder.

Titlen som markis havde han købt sig til, og han fastholdt sin ret til at bruge den, skrev Kristeligt Dagblad i 2013 i forbindelse med et interview med ham.

Her inviterede Marcel de Sade journalisten ind i sin knap 600 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg.

Her fortalte han, at han havde tre rejsekufferter fyldt med tørklæder.

- Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, lød det fra ham.

Han var skør på en forrygende måde, skriver Lars Henriksen, som i 2018 skrev bogen "Verden vil betages" om ham.

Men han var også loyal, generøs og en nærværende ven, lyder det.

- Når man var i Marcels selskab, var man i centrum. Som vært lyttede han og var opmærksom på at få alle med i selskabet.

- Det var aldrig selskabsløverne, som havde hans bevågenhed, men øjnede han en, som befandt sig lidt i udkanten af selskabet, kunne man være sikker på, at hans yderste bestræbelser gik på at få netop denne person til at føle sig helt særlig, skriver Lars Henriksen.

Den adelige titel markis stammer fra Frankrig og har en rang mellem greve og hertug. Titlen bruges ikke i Danmark, og Marcel de Sade er derfor blevet omtalt som den eneste markis i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 08:00

FAKTA: Fast og variabel elpris

* Når du skal vælge elaftale, kan du normalt vælge mellem en fast eller variabel pris. 

* Variabel følger markedets aktuelle priser, som kan variere fra time til time. Når prisen varierer, kan du prøve at bruge strøm, når prisen er lavest. 

* Er elprisen fast, betaler du den samme pris per kilowatt-time i en aftalt periode. Det kan give dig et overblik over dine udgifter, men du risikerer også at betale mere, når elprisen falder.

* Strømmen er typisk billigst, når der også produceres vind- og solenergi, mens den er dyrest, når vi alle bruger strøm på samme tid.

Kilde: sparenergi.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 08:00

Pas på strømforbruget og skån naboerne for juleblackout

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun din pengepung, der kan nyde godt af, at du skruer ned for elforbruget i juletiden. Også dine naboer kan takke dig for at skåne elnettet.

Hvis du retter blikket mod elprisen, vil du opleve, at den svinger op og ned.

Med lidt planlægning kan du udnytte de svingende priser til at sikre dig, at elregningen ikke stikker af over julen.

Det kræver dog, at du har en elaftale med variabel pris.

- Elpriserne er fastsat på en børs nærmest ligesom aktier, fortæller Per Reinholdt, der er teknisk konsulent i erhvervsorganisationen Tekniq.

- Dem, der sidder og handler hver dag, kigger på, hvor meget sol og vind vejrudsigten lover, og hvor meget strøm der historisk bliver brugt i den periode, siger han.

Elpriserne per kilowatt-time steg sidste år fra 23. december og toppede 28. december.

Det viser en opgørelse fra Tekniq baseret på data fra elbørsen Nord Pool, hvor der handles strøm i Norden.

Hvis du vil undgå, at elregningen løber løbsk, handler det om at skrue ned for de største strømslugere, når elprisen tager et hop op.

- Sørg for at lade bilen op omkring 18. eller 19. december, og lad den ellers på andre tidspunkter, end når man står og laver mad, siger Per Reinholdt.

Bugner vasketøjskurven med beskidte flyverdragter og snavsede sokker, kan du også med fordel vaske dem, inden de store juledage står for døren.

For giver du tøjet en varm tur i tumbleren anden juledag, kan det blive en dyr fornøjelse.

Tørretumbleren er ifølge dataportalen Energi Data Service et af de husholdningsapparater, der typisk bruger mest strøm per time.

Også elradiatoren, ovnen og opvaskemaskinen ligger i top.

Når du mindsker forbruget i de perioder, elnettet er mest belastet, kan du ikke alene spare nogle kroner og øre i den i forvejen bekostelige tid.

Det danske elnet er meget robust, pointerer Per Reinholdt. Men med lidt omtanke kan du også minimere risikoen for, at du og dine naboer står uden strøm på nogle af årets mest traditionsrige dage.

- I virkeligheden handler det om at sørge for, at der er strøm nok til alle - også til jul, siger han.

Vælger hele villakvarteret at lade elbilen, holde stuen lun med en varmepumpe og give juledugen en tur i vaskemaskinen på samme tid, kan det måske ende med, at nogle husstande mister strømmen.

- Hvis en transformator ikke kan følge med, så laver man det, der kaldes en brownout - altså man slukker simpelthen midlertidigt for strømmen i et område, siger Per Reinholdt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek