København, 22/06/2025 - 23:06
Real rejser sig ved klub-VM trods tidligt rødt kort
Trods et tidligt rødt kort til Raul Asencio vandt Real Madrid sikkert over Pachuca ved VM for klubhold.
David Klein/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Real Madrid rejste sig søndag ovenpå den skuffende start på VM for klubhold i USA.
I den anden gruppekamp vandt Real med 3-1 over Pachuca fra Mexico.
Real Madrid er på fire point for to kampe efter det uafgjorte resultat mod Al Hilal, og spanierne har dermed kurs mod avancement til ottendedelsfinalerne.
Pachuca er uden point, mens Salzburg og Al Hilal inden deres møde natten til mandag dansk tid har henholdsvis tre og et point for en enkelt kamp.
Søndagens opgør begyndte dramatisk, da Real blev reduceret til ti spillere allerede efter seks minutter.
Pachuca-angriberen Salomon Rondon blev sendt afsted på en friløber, og da Raul Asencio rev ham omkuld bagefter, så dommeren ingen anden udvej end at smide den spanske forsvarer ud.
Men trods undertal satte Real sagerne på plads i første halvleg på mål af Jude Bellingham og Arda Güler. I begge tilfælde stod Gonzalo Garcia for assisten.
Pachuca dominerede ellers skud- og chancestatistikken i første halvleg. Særligt Alan Bautista havde en stor chance for at score til 1-0, da keeper Thibaut Courtois gav en ripost foran mål.
Efter pausen jagtede Pachuca reduceringen, der kunne skabe ny spænding, men i stedet cementerede Federico Valverde for Real i det 70. minut.
Med ti minutter tilbage pyntede Elias Montiel på slutfacit for Pachuca.
Real Madrid var fortsat uden superstjernen Kylian Mbappé, der tidligere i turneringen blev indlagt med akut mavetarmbetændelse, men siden blev udskrevet.
Spørgsmålet er så, om han når at blive klar til Real Madrids sidste gruppekamp på torsdag mod Salzburg.
/ritzau/