Oslo, 03/02/2026 - 17:17
Første retsdag har været vanskelig for Marius Borg Høiby
Den norske kronprinsessesøn er meget påvirket af anklagerne og af medieopmærksomheden, siger hans forsvarere.
Ole Berg-Rusten/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den første retsdag i den omfattende sag mod Marius Borg Høiby har været vanskelig for den norske kronprinsessesøn.
Det siger Marius Borg Høibys ene advokat, Petar Sekulic, til det norske medie VG.
Dels er Marius Borg Høiby påvirket af den massive pressedækning, og så er han også mærket af nogle af anklagerne, som Marius Borg Høiby ifølge advokaten anser for "ukorrekte".
Der er 38 tiltaler i anklageskriftet mod Marius Borg Høiby.
Blandt de alvorligste anklager er mishandling i nære relationer, voldtægt og tre tilfælde af voldtægter ved andet seksuelt forhold end samleje.
Marius Borg Høiby nægtede på retssagens første dag at have begået voldtægter. Han nægtede sig også skyldig i fem tilfælde af seksuelt krænkende adfærd.
Han har erklæret sig skyldig i et tilfælde af seksuelt krænkende adfærd.
Retssagen har enorm interesse - også fra udenlandske journalister.
Ifølge VG har et dusin journalister stillet sig omkring Marius Borg Høibys anden forsvarer, Ellen Holager Andenæs, for at høre hende om retssagens første dag.
- Du kan bare se dig omkring. Så tror jeg, du vil forstå, hvad jeg taler om, svarer hun ifølge VG en svensk journalist.
/ritzau/




