København, 22/08/2025 - 15:09
Mænd sigtes efter bandeparagraf efter opgør ved banegård
En af de mænd, der fredag kræves fængslet ved Retten i Horsens, blev selv såret i opgør med stikvåben.
Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et opgør torsdag eftermiddag ved Horsens Banegård, hvor to blev såret af stikvåben, skete ifølge politiet som led i en konflikt mellem to grupperinger.
Det fremgår af sigtelsen mod tre mænd, som fredag fremstilles i Retten i Horsens med krav om varetægtsfængsling.
Sydøstjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse før retsmødet, at de tre mænd blandt andet sigtes for grov vold og efter straffelovens paragraf 81a - også kaldet bandeparagraffen.
Den kan give dobbeltstraf, hvis der er tale om et overfald som led i en konflikt mellem grupper. Politiet afviser dog at oplyse, hvilke grupperinger der er tale om.
Politiet oplyser dog fredag eftermiddag, at det har oprettet to visitationszoner i byen. De to grupperinger fra torsdagens voldsepisode har deres udspring i netop de to områder, lyder det.
Den ene zone ligger i den vestlige del af byen og dækker blandt andet et område ved Horsens Banegård. Den anden dækker et område i det østlige Horsens ved rådhuset.
I zonerne har politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer. Formålet er at styrke trygheden i områderne.
Det voldelige opgør fandt sted torsdag eftermiddag ved Horsens Banegård. Her blev en 14-årig dreng og en 18-årig mand såret.
Den 18-årige blev ramt i ansigtet af et stikvåben. Han blev opereret på sygehuset og er uden for livsfare.
Den 14-årige fik mindre skader, som han er blevet behandlet for.
Den 18-årige mand er en af de tre, som fredag stilles for retten. Det oplyser vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Da han fortsat er indlagt, vil han ikke være til stede ved retsmødet.
De to andre, der er anholdt og kræves fængslet, er henholdsvis 20 og 22 år.
Grundlovsforhøret i Retten i Horsens begynder klokken 13. Anklageren vil anmode om lukkede døre. Det vil i så fald betyde, at de sigtedes eventuelle forklaring vil blive hemmeligholdt.
Det 14-årige offer i sagen har også været i politiets varetægt, fortæller Lars Peter Madsen til Horsens Folkeblad. Han er under den kriminelle lavalder på 15 år og kan derfor ikke stilles for retten.
De to visitationszoner, som politiet opretter fredag, gælder fra klokken 17 til 22. september klokken 17.
De to zoner er angivet præcist på et kort, som politiet har offentliggjort på sin hjemmeside.
/ritzau/