Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/05/2025 - 12:59

Rigsadvokat vinder strid om strafrabat i tilståelsessager

Om tilståelse falder tidligt eller sent i sagsforløb, har stor betydning for strafrabat, fastslår Højesteret.

Af: /ritzau/

Højesteret giver i to domme torsdag Rigsadvokaten ret i, at der trods ny lovgivning om øget strafrabat i tilståelsessager ikke skal gives fuld rabat, når tilståelsen falder sent i sagsforløbet og dermed ikke sparer politiet for brug af ressourcer til efterforskningen.

Til gengæld siger Højesteret, at når en mistænkt melder sig selv og aflægger fuld tilståelse, så kan der gives en betydelig rabat på straffen på en tredjedel eller mere.

Sagerne i Højesteret er de første af flere, hvor det skal klarlægges helt nøjagtigt, hvordan den nye lovgivning skal forstås i praksis.

Det har været anklagemyndighedens opfattelse, at der i flere sager er givet for meget rabat på straffen med henvisning til den nye lovgivning.

Og det er Højesteret enig i.

Helt konkret har det medført, at en mand, Ronni Lykke Rasmussen, som i landsretten blev idømt to års fængsel for at have gemt på den gode side af 330 gram amfetamin i sine underbukser, får en højere straf.

I stedet for en straf på to års fængsel idømmes han fængsel i to år og ni måneder.

Manden tilstod, men det skete, efter at politiet havde fundet stofferne på manden, og derfor var tilståelsen ikke oppe i en kaliber, som kunne udløse en større rabat på straffen.

Højesteret vurderer, at mandens tilståelse kvalificerer til at nedsætte hans straf med tre måneder. Havde der ikke været tale om en tilståelsessag, havde straffen altså været oppe på tre års fængsel.

Den anden sag, som torsdag er blevet afgjort i Højesteret, drejer sig om indsmugling af 300 kilo kokain.

Her blev en mand, Hichem Chatri, i byretten idømt 16 års fængsel. Han nægtede sig skyldig og ankede sagen. I landsretten valgte han imidlertid at tilstå, men landsretten mente ikke, at det kunne føre til en lavere straf.

Og Højesteret er enig.

- En tilståelse, der først afgives under anken af en domsmandssag eller nævningesag, som det helt klare udgangspunkt ikke skal tillægges betydning ved fastsættelsen af straffen, lyder det i domsresuméet på Højesterets hjemmeside.

/ritzau/

Basel, 17/05/2025 - 07:00

Andre danske strejf står klar i Eurovision-finalen ud over Sissal

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Luxembourg og Storbritannien kæmper for at vinde Eurovision med dansk hjælp.

Danmark står i sin første Eurovision-finale siden 2019, efter at Hallucination-stjernen Sissal har kvalificeret sig til den.

Men der er også rød-hvid repræsentationer i to af finalens andre kombattanter.

Me & My-stjernen Susanne Georgi, der storhittede i 90'erne med nummeret "Dub-I-Dub" sammen med søsteren Pernille, er igen i år en del af Luxembourgs delegation.

Her hjælper hun landets Eurovision-finalist Laura Thorn med at shine, når hun skal forsøge at synge grandprixet til det lille miniputland med nummeret "La Poupee Monte Le Son".

Det andet danske drys finder man i Storbritannien.

Her stiller gruppen Remember Monday op med nummeret "What the Hell Just Happened?", som blandt andre er skrevet af de danske sangskrivere Julie Aagaard og Thomas Stengaard.

Julie Aagaard har også været med til at skrive to af sangene i årets danske melodigrandprix, Maria Matheas ballade, "Air", og Mariyas nummer, " I Belong To Me".

Men her endte Sissal som bekendt med at vinde og har dermed kunnet indløse billet til årets internationale melodigrandprix, som finder sted i den schweiziske storby Basel.

Lørdag aften kulminerer konkurrencen med den grande finale.

Modsat Danmark og Luxembourg er Storbritannien automatisk kvalificeret til finalen og har sluppet for at synge om en plads i en af de to semifinaler, som blev afviklet henholdsvis tirsdag og torsdag aften.

Det skyldes, at Storbritannien sammen med Spanien, Frankrig, Italien og Tyskland betaler den største sum af gildet, og prisen for det er en finaleplads.

Derudover er sidste års vinderland, som denne gang er Schweiz, også automatisk kvalificeret.

Eurovision-finalen kan ses på DR1 lørdag aften klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 17/05/2025 - 06:00

FAKTA: De seneste ti års Eurovision-vindere

Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix

Det er 12 år siden, at Danmark sidst vandt Eurovision. Nu kan Sissal synge den fjerde sejr hjem.

Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange.

Første gang var i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise". Næste gang var i 2000 med Brødrene Olsens "Fly on the Wings of Love". Senest sang Emmelie de Forest sejren til Danmark med "Only Teardrops".

Lørdag kan årets Eurovision-håb, Sissal, synge sejren til Danmark for fjerde gang i historien, når årets grande finale finder sin vinder lørdag aften i St. Jakobshalle i schweiziske Basel.

Selv om den 30-årige færøskfødte Hallucination-stjerne overraskede bookmakerne og kvalificerede sig til finalen, tror oddssætterne ikke på, at hun overrasker igen og vinder hele konkurrencen.

Den foreløbige favorit til at vinde Eurovision anno 2025 er satiretrioen Kaj, der repræsenterer Sverige med saunasangen "Bara Bada Bastu". Herefter følger Østrigs JJ, der stiller op med den storladne "Wasted Love".

Her er de seneste års vindere af Eurovision:

2024: Schweiz - Nemo: "The Code".

2023: Sverige - Loreen: "Tattoo".

2022: Ukraine - Kalush Orchestra: "Stefania".

2021: Italien - Måneskin: "Zitti E Buoni".

2020: Eurovision aflyst grundet coronapandemien.

2019: Holland - Duncan Laurence: "Arcade".

2018: Israel - Netta: "Toy".

2017: Portugal - Salvador Sobral: "Amar Pelos Dois".

2016: Ukraine - Jamala: "1944".

2015: Sverige - Måns Zelmerlöw: "Heroes".

Kilde: eurovision.tv.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 16/05/2025 - 10:00

FAKTA: Husk at læse flyselskabets orienteringer

* Hvis din afgang flyves af et andet selskab end det, du egentlig har booket hos, vil du typisk blive oplyst om det på forhånd.

* Her kan flyselskabet også tage forbehold for, at ydelsen, du modtager, kan variere fra det oprindelige.

* Det kan eksempelvis være, at flyet er en ældre model, der ikke kan tilbyde internet ombord.

Kilde: Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 16/05/2025 - 10:00

Mange passagerer får plads hos andre flyselskaber end de har bestilt

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Til sommer vil mange blive mødt af et fly med navnet på et selskab, de ikke selv har bestilt billet hos. Det har også betydning for, hvor man skal rette klager.

Årets sommerferie til varmere himmelstrøg er booket. Der er bestilt værelse på et lækkert hotel og købt billetter hos et velkendt flyselskab.

Men da du omsider venter ved gaten i lufthavnen, kan du se, at der står et helt andet flyselskabs navn på siden af det fly, du skal om bord på.

Det scenarie kan mange passagerer blive mødt af i år, vurderer Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk.

- Den største udfordring lige nu er, at man mangler fly. Og det betyder, at i den kommende sommer har rigtig mange af de store flyselskaber været nødt til at indleje kapacitet fra andre selskaber.

- Så hvis man har booket med SAS, kan man ikke være sikker på, at man kommer til at flyve med et SAS-fly. De har for eksempel det danske charterselskab Jettime til at flyve for sig. De flyver også for de finske selskab Finnair, forklarer Ole Kirchert Christensen.

Efter coronapandemien har flytrafikken haft luft under vingerne, og efterspørgslen steg meget hurtigere end forventet.

Derfor var lufthavnene og flyselskaberne ifølge luftfartskommentatoren ikke helt på plads til at imødekomme presset.

- Alle de store flyselskaber mangler kapacitet, så det finder de hos charterselskaber eller hos nogle, der har specialiseret sig i den slags, siger Ole Kirchert Christensen med henvisning til det, man kalder ACMI-udbydere - Aircraft, Crew, Maintenance, and Insurance - altså flyselskaber, der har til formål at flyve for andre.

Det er ifølge Ole Kirchert Christensen "ekstremt udbredt denne sommer", fordi der igen i år er flymangel.

- Forbrugerne bliver måske lige forvirrede, fordi det er et andet flyselskab, og det kan umiddelbart skabe en utryghed. Særligt hvis det er et selskab, de ikke kender i forvejen. Men når de store flyselskaber vælger nogle til at flyve for sig, vælger de et velrenommeret selskab, for ellers går det jo ud over deres eget brand, siger Ole Kirchert Christensen.

Hvis der skulle opstå problemer som eksempelvis aflysning eller forsinkelse, er det til gengæld lidt mindre ligetil, hvem man så skal rette sit krav til.

Det fortæller advokat Benedikte B. Lund, som er leder af lawsuit og ekspert i flypassagerers rettigheder hos virksomheden Flyhjælp.

- Den juridiske regel for, hvem der er ansvarlig over for dig i forhold til kompensationen, er det såkaldte transporterende flyselskab. Og den juridiske definition er det flyselskab, der udfører eller har til hensigt at udføre din flyvning, forklarer advokaten.

Det er altså ret teknisk og kommer an på den præcise bagvedliggende juridiske konstellation - for eksempel om det er fly og besætning, som er lejet sammen. Men det vil ofte betyde, at det er flyselskabet, du faktisk flyver med, der har ansvaret.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek