Ishøj, 08/05/2026 - 10:50
Politiet efterforsker skyderi i haveforening i Ishøj
Ingen blev ramt, men politiet slår fast, at der er blevet affyret skud. Motivet er endnu ukendt.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiet efterlyser fredag vidner i forbindelse med et skyderi ved haveforeningen Ishøjgård i Ishøj. Ingen personer blev ramt.
- Vi hører gerne fra vidner, som måtte have bemærket noget i området, der kan forbindes til episoden, for eksempel mistænkelige personer eller køretøjer, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog kort efter midnat natten til fredag flere anmeldelser fra personer i haveforeningen, der mente, at de havde hørt skud.
- Vi undersøger en anmeldelse om et muligt skyderi derude. Der er ikke nogen sårede, sagde politiets vagtchef Brian Holm omkring klokken 01.
Efter anmeldelserne rykkede politiet ud med seks patruljer og nogle kriminalteknikere.
Tidligt fredag morgen arbejdede kriminalteknikerne fortsat på stedet.
- De er ikke færdige med at undersøge stedet endnu. Det bliver de først op ad formiddagen, sagde Brian Holm fredag morgen.
Fredag formiddag er meldingen fra vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, at politiet fortsat er i gang med undersøgelser i området.
Hun ønsker imidlertid ikke at kommentere efterforskningen på nuværende tidspunkt og henviser til, at man er i en tidlig fase, og at det er for tidligt at udtale sig om eksempelvis årsager og motiver.
Der er fredag formiddag ingen oplysninger om anholdte.
/ritzau/




