Barcelona, 16/05/2025 - 02:16
Bilist mistede kontrollen og påkørte spanske fodboldfans
Det var et uheld, da en bil torsdag aften påkørte spanske fodboldfans, lyder det fra selvstyrepræsident.
Albert Gea/Reuters
Af: /ritzau/
Flere personer er blevet påkørt af en bil i den spanske storby Barcelona forud for et lokalopgør mellem fodboldklubberne Espanyol og FC Barcelona.
Det skriver regionalt catalansk politi torsdag aften på det sociale medie X.
Hændelsen fandt sted ved RCDE Stadium, som er Espanyols hjemmebane, kort før kampen blev fløjtet i gang.
Videomateriale på sociale medier viser en hvid Peugeot-personbil, der accelerer ind i menneskemængden foran stadionet.
Ifølge det spanske medie La Vanguardia mistede en kvindelig chauffør kontrollen over bilen efter at have ramt et hegn.
Ifølge de lokale myndigheder kørte føreren af bilen ind i en gruppe af Espanyol-fans, der var samlet for at byde holdets træner velkommen. Det skriver Reuters.
10 ambulancer rykkede umiddelbart efter hændelsen ud til RCDE Stadium.
Politiet oplyser, at mindst 13 personer er kommet til skade. Ingen af dem alvorligt, lyder det. Den mest alvorlige skade er ifølge beredskabet et brækket ben.
- Det var en ulykke, nogle mennesker er kommet til skade, men det er ikke alvorligt, siger Salvador Illa, som er præsident for det catalanske selvstyre, til den spanske tv-station Movistar Plus.
Politiet oplyser, at føreren af bilen er blevet anholdt.
- Situationen er under kontrol, og den udgør ikke en risiko for folk på stadion, skrev politiet torsdag aften i et opslag på X.
Efter kampstart fik publikum på stadion også besked om, at situationen var "under kontrol", og at der "ikke var nogen alvorligt tilskadekomne". Det skriver AFP.
FC Barcelona endte med en sejr på 2-0 over Espanyol. Dermed blev spændingen om det spanske mesterskab endegyldigt afgjort.
Med to spillerunder igen kan Barcelonas forspring på syv point til de nærmeste konkurrenter ikke hentes.
/ritzau/