Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/09/2024 - 12:45

Dansk kendispar er blevet gift

Skuespillerinden Julie Christiansen og balletdanseren Benjamin Buza blev i løbet af sommeren forlovet og fik barn nummer to. Nu er de også blevet gift.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Tobias Farholt Jørgensen, Ritzau Fokus

Det har været en sommer fuld af kærlighed og lykke for skuespilleren Julie Christiansen og balletdanseren Benjamin Buza.

I juli kunne Julie Christiansen afsløre, at parret var blevet forlovet, og kun ti dage senere kom deres søn, Astor, til verden.

Men sommerens lykke har også gjort sit indtog i septembervarmen. For efter halvanden måned som forlovede kan parret nu kalde sig for ægtefolk.

Det afslører Julie Christiansen på sin Instagram-profil, hvor hun fastslår, at hun ikke ligefrem havde datteren Evis velsignelse til vielsen.

- Evi var ægte i sorg over, at hun ikke skulle giftes med far. Sorry honey, he's mine now, skriver Julie Christiansen sammen med et billede af den velklædte familie på fire i rådhuset.

Parret fik datteren Evi i 2020 og som sagt sønnen Astor i juli.

Julie Christiansen og Benjamin Buza har dannet par siden 2019 og flyttede samme år sammen i en lejlighed på Vesterbro i København.

Julie Christiansen vandt i 2018 en Bodil-statuette i kategorien Bedste Kvindelige Birolle for sin præstation i dramaet "Mens vi lever".

Den 37-årige skuespillerinde har derudover medvirket i filmen "Lykke-Per", TV 2-serien "Dansegarderoben" og DR-dramakomedien "Lykke".

Hendes ægtemand, Benjamin Buza, har siden 2008 været en del af Den Kongelige Ballet, hvor han har medvirket i forestillinger som "Svanesøen og "Tornerose".

/ritzau/

Oslo, 16/09/2024 - 10:45

Politi føjer dødstrusler til række af sigtelser mod Mette-Marits søn

Lise Aserud/Ritzau Scanpix

En telefonsamtale mellem Marius Borg Høiby og forurettet kvinde er baggrunden for sigtelse om dødstrusler.

Sigtelserne mod Marius Borg Høiby, der er kronprinsesse Mette-Marits søn, omfatter nu også dødstrusler.

Det skriver det norske medie Dagbladet, som har fået det bekræftet af en politiadvokat.

Sigtelsen omfattede allerede blandt andet brud på et polititilhold, vold og hærværk.

Sagen begyndte, da 27-årige Borg Høiby i begyndelsen af august i år blev anholdt og sigtet for trusler og vold mod sin daværende kæreste begået natten til den 4. august.

Siden er det blevet bekræftet, at politiet mener, at der er fire forurettede i sagen.

Baggrunden for sigtelsen om dødstrusler er en lydoptagelse af en telefonsamtale mellem Borg Høiby og den forurettede kvinde i kølvandet på episoden natten til 4. august.

I samtalen omtales en mand, som både Høiby og kvinden kender til, skriver Dagbladet.

Manden er ifølge Høiby "dødsensbange", fordi Høiby med egne ord "kommer til at dræbe ham".

Dagbladet har fået bekræftet, at det er samtalen, som er baggrunden for sigtelsen om dødstrusler.

- Jeg kan bekræfte, at der er tale om dødstrusler, siger politiadvokat Andreas Kruszewski til det norske medie.

Borg Høiby har tidligere i et brev til NRK indrømmet vold og brug af rusmidler ved episoden natten til den 4. august.

Selv om den 27-årige nordmand er søn af kronprinsesse Mette-Marit, er han ikke en del af det officielle kongehus i Norge.

Mette-Marit fik ham, før hun mødte kronprins Haakon og giftede sig ind i den norske kongefamilie.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/09/2024 - 10:34

Kongepar fortsætter besøg til nabolande og rejser til Tyskland

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I forlængelse af kongeparrets første statsbesøg til Norge og Sverige rejser parret til Tyskland i oktober.

Kong Frederik og dronning Mary fortsætter turen rundt til Danmarks nabolande i deres første besøg som kongepar.

I oktober går turen til Tyskland på et tiltrædelsesbesøg i forlængelse af forsommerens statsbesøg til Sverige og Norge.

Nærmere bestemt rejser kongeparret til den tyske hovedstad, Berlin, og det danske mindretal i Slesvig-Holsten den 21. og 22. oktober.

- Danmark og Tyskland er tæt forbundne gennem et stærkt samarbejde på tværs af grænsen, både når det gælder handel, grøn omstilling og sikkerhedspolitik, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Tiltrædelsesbesøg ligger niveauet under statsbesøg, der er det mest omfattende og pompøse besøg for den kongelige familie.

Traditionen tro er der maksimalt ét statsbesøg per land under en regentperiode. Da dronning Margrethe i sin tid overtog tronen fra sin far tog hun på en række tiltrædelsesbesøg i sin nye rolle.

I 1973 besøgte hun Sverige, Norge, Island og Finland. Året efter besøgte hun Tyskland og Storbritannien. Senere i hendes regentperiode aflagde hun et statsbesøg i Tyskland i 2021.

Kong Frederik og dronning Mary deltager under besøget i en fælles nordisk fejring af 25-års jubilæet for det nordiske ambassadekompleks i den tyske hovedstad.

I 1999 indviede kong Frederiks mor, dronning Margrethe, selvsamme ambassadekompleks.

- Hver for sig og dog sammen, lød det fra dronningen ved indvielsen i Berlin.

Her har de fem nordiske ambassader i Tyskland hjemme i en samlet bygning.

Til fejringen af jubilæet deltager også det svenske og norske kongehus samt Finlands præsident og Islands præsident.

Dagen efter fejringen rejser det danske kongepar videre til det danske mindretal i Slesvig-Holsten.

- Besøget understreger det stærke bånd til de dansksindede og støtter op om konkrete samarbejder på tværs af grænsen især relateret til den grønne omstilling, skriver kongehuset.

Parret vil tage på besøg i tyske Kiel og Flensborg. Kongeparrets besøg afsluttes med et arrangement hos det danske mindretal i Flensborghus.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/09/2024 - 10:00

Gødning kan skade plænen

* Måske har du planer om at give haven en omgang gødning, inden vintermånederne banker på. Det bør du dog holde dig fra.

* Det skyldes, at græs reagerer forholdsvis hurtigt på gødning, som kan føre til en kraftig vækst med mange friske skud. De er ikke modstandsdygtige over for vinterens lave temperaturer og vil derfor dø ud. 

* Derudover bliver biodiversiteten i haven større, hvis du undlader at gøde græsset i efteråret. 

Kilde: gartner i Haveselskabet Anja Kelvin.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/09/2024 - 10:00

Sæt ind nu og få plænen godt gennem vinteren

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For at græsplænen klarer sig så godt som muligt gennem vintermånederne, er det vigtigt at sætte klippehøjden op ved sidste græsslåning og fjerne nedfaldsblade.

Mangel på ilt, masser af sne og risiko for svampeinfektion. Vintermånederne kan være hård kost for græsplænen.

Derfor er det en god idé at give den en kærlig hånd i efteråret. Det fortæller gartner Anja Kelvin fra Haveselskabet.

- Meget mos eller mange nedfaldsblade lukker af for ilten til græsset. Kombineres det med en stor mængde nedbør - og især meget sne - risikerer man, at der slet ikke kommer ilt ned til rødderne. Og så dør de, siger hun.

Af den årsag skal du finde riven frem og fjerne nedfaldsblade og mos løbende - og du kan godt komme i gang allerede nu.

Det vil også øge chancen for at forebygge den frygtede sneskimmel - en svampeinfektion, der medfører, at græsset dør ud, forklarer Anja Kelvin.

Skimlen trives under lave temperaturer kombineret med fugt og har derfor optimale forhold til at vokse, hvis der i længere tid ligger nedfaldsblade og sne på plænen.

Næste trin, du med fordel kan kaste dig ud i, er at efterså græsfrø. For det vil ifølge gartneren sikre, at græsset bevarer sin tæthed vinteren igennem.

Hun understreger, at frøene skal eftersås i begyndelsen af efteråret. Det skyldes, at frøene ikke vil spire, hvis den gennemsnitlige døgntemperatur er under syv grader.

- Her vil frøene bare ligge og rådne eller blive spist af fugle, og så er det jo spild af penge og ressourcer, siger hun.

Har du en græsplæne i den mindre kategori, kan du nemt gå rundt med en spand og strø frøene selv. Men er den større, anbefaler Anja Kelvin, at du erhverver dig en frøspreder, der kan sprede frøene ensartet over hele plænen.

Når du slår græsset for sidste gang i år, bør du sætte klippehøjden op til omkring seks centimeter, så det ikke bliver klippet helt i bund.

- Det vil efterlade græsset med en større bladmasse. Og jo større bladmasse, græsset har, jo hurtigere kommer det i gang med at lave fotosyntese, og det giver stærke rødder, siger Anja Kelvin.

Er det muligt, kan du også gøre græsset den tjeneste at gå så lidt på det som muligt, i tilfælde af at det bliver dækket med sne. En sammenpresning af sneen vil nemlig give sneskimmel gode muligheder for at vokse.

- Selvfølgelig skal man ud at bygge en snemand, og man kan sagtens gå en tur på græsplænen. Men er det muligt, skal man undgå at opholde sig der i længere tid ad gangen, siger Anja Kelvin.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek