København, 27/05/2025 - 13:18
Regeringen og kommuner hæver serviceloft med 3,2 milliarder
Det er nødvendigt med den store investering i velfærden for at holde den relevant, siger Martin Damm (V).
Af: /ritzau/
Regeringen og kommunerne har aftalt at hæve servicerammen med 3,2 milliarder kroner i 2026 og samtidig nedbringe kommuners administration for 250 millioner kroner.
Det fremgår af den økonomiaftale, som regeringen og kommunerne har forhandlet og præsenterer tirsdag eftermiddag i Finansministeriet.
- Den er bedre end den, vi indgik sidste år, og det var den bedste i 15 år, siger formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V).
- Vi har hele tiden sagt, vi har været igennem trange år i noget tid, så vi har haft brug for at investere i velfærd for at sikre, at den fortsat er relevant.
Servicerammen, som er blevet hævet hvert år siden 2018, er et loft for, hvor mange penge kommunerne samlet set må bruge på serviceudgifter.
Kommunernes udgifter til service er penge til blandt andet at drive skoler, ældrecentre og daginstitutioner.
Serviceloftet i kommunernes økonomi for næste år er aftalt til 336,8 milliarder kroner.
Regeringen og kommunerne er enige om, at der skal bruges penge på investeringer i daginstitutioner, folkeskoler og kultur- og fritidsfaciliteter.
/ritzau/