København, 08/08/2025 - 05:00
Nogle landbrugsansatte er i øget risiko for typer af hjernekræft
Arbejder man med dyr eller på maskinstation i landbruget, er man i øget risiko for sygdom, viser studie.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nogle landbrugsansatte kan være i øget risiko for at udvikle en bestemt type hjernekræft.
Det viser et nyt studie, som arbejdsmiljøforskere fra Kræftens Bekæmpelse står bag.
En af dem er Johnni Hansen, som understreger, at der overordnet set ikke er en øget risiko for hjernekræft for ansatte i landbruget.
- Men det er der til gengæld for en bestemt type hjernekræft for to typer ansatte i landbruget, nemlig dem, der er beskæftigede med husdyr, og dem, der er beskæftigede på maskinstationer, siger han.
Ved hjælp af registerdata har forskerne identificeret i alt 6475 tilfælde af hjernekræft mellem 1968 og 2016 blandt mænd.
Hver sag blev matchet med 100 mandlige kontrolpersoner uden kræftdiagnose baseret på fødselsår.
Et af kriterierne er dog, at de er født i Danmark. Dermed omfatter studiet ikke en stor del af de ansatte i landbruget.
Internationale lønmodtagere, som ikke har dansk statsborgerskab, udgør ifølge Danmarks Statistik omkring en tredjedel af arbejdskraften i landbruget.
Johnni Hansen forklarer, at hjernekræft groft kan inddeles i tre typer: hjernehinden, den centrale del af hjernen og den del, der går ned i rygmarven.
- Vi finder, at blandt dem, der har husdyrhold, og dem, der arbejder på maskinstationer, er der en øget risiko for kræft i den centrale del af hjernen sammenlignet med andre jævnaldrende lønmodtagere i Danmark.
Risikoen er omkring 25 procent sammenlignet med andre faggrupper.
Tallet kan dog være lidt større eller mindre, siger Johnni Hansen, for selv om undersøgelsen er stor, følger der en usikkerhed med tallene, når man begynder at opdele kræft- og jobtyper i undergrupper.
- Men tager man hjernekræft som én sygdom, er der ikke en væsentlig øget risiko. Det er i de specielle sektorer, siger Johnni Hansen.
Resultaterne lægger sig ifølge forskeren op af mindre undersøgelser foretaget i andre lande.
Undersøgelsen kan ikke sige noget om forklaringen på den øgede risiko.
Men forskerne har to bud. Det ene er overførsel af bakterier og vira fra dyr i staldene. Det andet er brug af pesticider.
- Især når vi kommer til maskinstationer, er det dem, der er mest udsat for bekæmpelsesmidler, for det er dem, der ofte sprøjter på markerne, siger Johnni Hansen.
Forskerne arbejder på at udvide undersøgelsen med data frem til i dag. Derudover vil de se nærmere på brugen af sprøjtegifte.
- Vi har brug for mere forskning, hvor man ser på, hvad de enkelte personer i landbruget og dem, der bor tæt på, har været udsat for konkret, så man kan fjerne de påvirkninger, hvis det viser sig, at de er kræftfremkaldende for mennesker, siger Johnni Hansen.
Studiet er trykt i tidsskriftet International Archives of Occupational and Environmental Health.
/ritzau/