København, 12/08/2025 - 08:08
Fransk tennisspiller kollapser i amerikansk hede
Arthur Rinderknech måtte opgive at spille videre i Cincinnati, hvor han fik ildebefindende på grund af varmen.
Matthew Stockman/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Masters 1000-turneringen i Cincinnati fik mandag en uhyggelig afslutning for den franske spiller Arthur Rinderknech.
I andet sæt mod canadieren Felix Auger-Aliassime fik Rinderknech et ildebefindende på grund af varmen og måtte opgive at spille kampen til ende.
Ved stillingen 2-2 i andet sæt fik franskmanden det så dårligt, at han måtte lægge sig ned, og hans modstander ilede derhen for at se til ham.
Derefter modtog Rinderknech lægehjælp, og fik det godt nok til at give den et skud mere i kampen.
Han spillede to partier mere, men opgav så, da han var bagud med cifrene 6-7, 2-4.
Temperaturen i skyggen var lidt mere end 30 grader og har været endnu højere i den bagende sol på banen.
Søndag var også Clara Tauson en del af en kamp i stegende hede, da hun spillede frem til turneringens tredje runde.
Også i de kommende dage er der lovet høje temperaturer i Cincinnati.
Her er man i den øverste del af herrernes lodtrækning fremme ved fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalerne.
På dette stadie er Auger-Aliassime klar til at møde franske Benjamin Bonzi.
Også syvendeseedede Holger Rune spillede sig frem til fjerde runde ved at slå amerikaneren Alex Michelsen.
Nu skal danskeren møde den tiendeseedede amerikaner, Frances Tiafoe.
Både for Rune og Tauson er turneringen i Cincinnati sidste stop, før det går løs ved grand slam-turneringen US Open i New York fra 24. august.
/ritzau/