København, 18/04/2025 - 03:00
USA's regering vil indføre gebyrer på skibe bygget i Kina
USA vil om 180 dage begynde at lægge gebyrer på kinesiske skibe, meddeler finansministeriet.
Yu Fangping/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's regering vil pålægge skibe med forbindelser til Kina gebyrer ved ankomst til USA.
Det oplyser landets finansministerium torsdag på sin hjemmeside.
Gebyrerne, der blandt andet omfatter skibe bygget i Kina, vil træde i kraft om 180 dage, lyder det.
Formålet med gebyrerne er at sætte gang i skibsbygningen på amerikanske skibsværfter.
Det fortæller handelsrepræsentant Jamieson Greer i en pressemeddelelse på finansministeriets hjemmeside.
- Trump-administrationen vil begynde at ændre på Kinas dominans, adressere trusler for de amerikanske forsyningskæder og skabe efterspørgsel på skibe bygget i USA, siger Greer.
Gebyrerne vil blive udregnet per ton for skibe, der sejler med store mængder upakket gods, ved ankomst til USA.
Containerskibe skal betale et gebyr i forhold til antallet af containere.
Størrelsen på gebyrerne fremgår ikke, men finansministeriet oplyser, at gebyrerne vil stige gradvist år for år.
Den amerikanske regering havde ifølge Reuters overvejet et havnegebyr på op mod 1,5 millioner dollar - 9,9 millioner kroner - for kinesiske skibe, men det indgår ikke i den nuværende plan.
Den kinesiske skibsværftsindustri hører til blandt verdens største, og flere rederier - heriblandt danske Mærsk - får lavet skibe i Kina.
Meldingen om gebyrer på kinesiske skibe kommer, samtidig med at USA og Kina er i toldkrig med hinanden.
USA annoncerede tidligere på måneden en told på 35 procent på kinesiske varer. Kina svarede igen, og de to lande har sidenhen hævet importtolden flere gange over for hinanden.
USA har senest hævet tolden til op mod 245 procent på kinesiske varer, mens amerikanske varer pålægges 125 procent told i Kina.
USA's præsident, Donald Trump, har flere gange sagt, at formålet med told og afgifter er at skabe amerikanske arbejdspladser.
/ritzau/