Stockholm, 13/06/2026 - 11:51
Russiske kampfly var tæt på svensk luftrum over Østersøen
Både over den nordlige og sydlige del af Østersøen var der fredag russiske kampfly, meddeler Sveriges forsvar.
Af: /ritzau/
To russiske kampfly fløj fredag tæt på svensk luftrum over Østersøen.
Hændelserne fik Sverige til at sende kampfly på vingerne, mens Danmark bistod med et kampfly over den sydlige del af Østersøen.
Det oplyser forsvaret i Sverige ifølge det svenske medie SVT.
Samtidig skriver den svenske statsminister, Ulf Kristersson, på det sociale medie X om episoderne.
Han kalder episoderne for alvorlige.
- To gange på den samme dag sendte den svenske beredskabsstyrke JAS 39-Gripen op for at møde russiske kampfly nær det svenske luftrum, skriver Ulf Kristersson med henvisning til Sveriges Gripen-kampfly.
- Den gentagne russiske færden over Østersøen er alvorlig. Flyvevåbnets hurtige indsats viser, hvilket beredskab der kræves hver dag, skriver han.
Ifølge Sveriges forsvar blev de russiske kampfly fulgt af svenske fly, indtil det blev vurderet, at de russiske fly var tilstrækkeligt langt væk fra svensk luftrum.
Forsvarskommandoen i Danmark oplyser til Ritzau lørdag formiddag, at den ikke på nuværende tidspunkt kan kommentere oplysningen om, at Danmark bidrog til indsatsen fredag.
/ritzau/




