San Jose, 02/02/2026 - 06:01
Højrefløjskandidat vinder præsidentvalg i Costa Rica
Laura Fernandez fra regeringspartiet har fået halvdelen af stemmerne. Nærmeste rival erkender nederlag.
Marvin Recinos/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Højrefløjskandidaten Laura Fernandez har fået flest stemmer ved søndagens præsidentvalg i Costa Rica.
Det står klart, efter at lidt over 81 procent af stemmerne er optalt.
39-årige Fernandez, der er regeringspartiets kandidat, får opbakning fra 48,94 procent af stemmerne. Den nærmeste kandidat, centrumpolitikeren Alvaro Ramos, har fået 33,02 procent.
Alvaro Ramos har erkendt nederlaget, samtidig med at Fernandez har erklæret sig som vinder af søndagens valg.
Vold relateret til narkotikahandel har været et af de store emner i valgkampen, da Costa Rica er blevet et transitland for narkokarteller fra Mexico og Colombia.
Fernandez er gået til valg på et ønske om at ændre landets forfatning og gennemføre en reform af domstolene.
Hun har også lovet strengere fængselsstraffe og at færdigbygge et stort fængsel. Derudover vil hun indføre undtagelsestilstand i områder, der er hårdest ramt af kriminalitet.
Vælgerne i det mellemamerikanske land kunne stemme på 20 forskellige kandidater ved søndagens valg.
Fernandez bliver støttet af den afgående præsident Rodrigo Chaves. Hun har været minister og stabschef under ham.
Hendes kritikere frygter, at hun vil forsøge at ændre forfatningen for at give sin mentor Chaves mulighed for at vende tilbage som præsident efter udløbet af hendes fireårige mandat.
Ifølge den nuværende forfatning er han forhindret i at stille op igen, før han har været fra magten i otte år.
Den tidligere præsident i Costa Rica Óscar Arias, som vandt Nobels fredspris i 1978, advarede søndag om, at "demokratiets overlevelse" stod på spil ved præsidentvalget.
/ritzau/AFP




