København, 23/06/2026 - 15:03
Politiet sigter yderligere to mænd efter knivstikkeri i Sakskøbing
Flere er sigtet efter knivstikkeri i Sakskøbing i april. Fem sigtes for at have videreført Bandidos.
Af: /ritzau/
Politiet har sigtet yderligere to mænd i forbindelse med et knivstikkeri i Sakskøbing i slutningen af april.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på meddelelsestjenesten Politi Update tirsdag.
I forvejen er fire mænd blevet varetægtsfængslet i sagen, og nu sigter politiet en 47-årig mand fra Fredericia for medvirken til drabsforsøg, mens en 33-årig mand sigtes for grov vold.
Fem af de sigtede i sagen er også sigtet for at have "videreført" rockerklubben Bandidos, som siden maj 2024 har været omfattet af et foreløbigt forbud.
Det fremgår ikke af meddelelsen, hvilke fem personer det er, og om det er de samme, som nu er sigtet for medvirken til henholdsvis drabsforsøg og vold.
Det vides heller ikke, hvordan og hvornår de fem personer skulle have overtrådt forbuddet mod Bandidos.
/ritzau/




