Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/07/2025 - 14:37

Jesper og Frida sejrer ved årets nøgenløb

Der var kamp til stregen i Dream City på Roskilde Festival, hvor de to vindere nu er fundet.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Vinderne af årets nøgenløb på Roskilde Festival er fundet.

Det blev de hurtige danskere Jesper og Frida, der som de to første løb over målstregen torsdag.

- Jeg er åbenbart ikke forfængelig anlagt. Jeg løb for første gang i år, og jeg kommer nok også til at løbe igen næste år, lyder det fra den mandlige vinder af løbet.

Der var godt fyldt op blandt publikum, da løbet blev skudt i gang.

Rundt om banen, hvor selve løbet fandt sted, sad de nysgerrige tilskuere og kiggede på de nøgne deltagere.

Der var lidt flere mænd end kvinder, der deltog i årets løb, og i alt var der omkring 20 deltagere.

Nogle i kørestol, nogle med maling på kroppen og alle i løbesko og med vind i håret.

De ihærdige deltagere løb to runder på banen, der var markeret med afspærringsbånd, og varede under fem minutter.

De to vindere af nøgenløbet får billetter til næste års Roskilde Festival som præmie.

/ritzau/

Venedig, 06/09/2025 - 21:15

Film om familieforhold tager hovedprisen på filmfestival i Venedig

Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

Filmen "Father Mother Sister Brother" modtager hovedprisen, Guldløven, ved årets filmfestival i Venedig.

Filmen "Father Mother Sister Brother" modtager lørdag aften Guldløven, der er hovedprisen for den bedste film ved filmfestivalen i Venedig.

Den amerikanske instruktør Jim Jarmusch står bag filmen.

Filmen skildrer forholdet mellem voksne børn og deres forældre. Efter mange års adskillelse fra forældrene genforenes familien, og børnene skal forsøge at håndtere et følelsesmæssigt distanceret forhold til forældrene.

Guldløven er hovedprisen for den bedste film ved filmfestivalen i Venedig og anses som en af verdens vigtigste filmpriser.

Andenprisen, Sølvløven, gik lørdag til filmen "The Voice of Hind Rajab", der skildrer en femårig palæstinensisk pige, der i timevis sad omringet af sine døde slægtninge, efter at deres bil blev beskudt af israelske tropper.

Filmfestivalen har været i gang siden 27. august og sluttede lørdag aften.

Festival er en del af kulturudstillingen La Biennale di Venezia, og den blev afholdt første gang i 1932 og er dermed verdens ældste internationale filmfestival.

Vinderen af Guldløven blev valgt af en jury med instruktøren Alexander Payne i spidsen. Payne har blandt andet instrueret filmene "Sideways", "Nebraska" og "The Holdovers".

Sidste år gik prisen til filmen "The Room Next Door", som berører temaet omkring aktiv dødshjælp. Filmen er instrueret af spanske Pedro Almodóvar.

Undervejs på årets udgave af filmfestivalen fik danske Anders Thomas Jensens nye film, "Den Sidste Viking", verdenspremiere.

Premieren fandt sted på Venedig Filmfestival, hvor den sorte komedie var udvalgt til den del af det officielle program, der er uden for konkurrence.

Efter premieren blev filmen mødt med stående bifald fra publikum, og filmen høstede efterfølgende roser i både danske og udenlandske medier.

"Den Sidste Viking" har premiere i de danske biografer den 9. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

Milano, 06/09/2025 - 11:28

Tusindvis er mødt op for at besøge Armanis kiste i Milano

Antonio Calanni/Ritzau Scanpix

Et hav af mennesker havde stillet sig i kø, da dørene til at komme ind og se Giorgio Armanis kiste åbnede.

Tusindvis af mennesker er lørdag samlet i den italienske storby Milano for at sige et sidste farvel til modedesigneren Giorgio Armani, der døde tidligere på ugen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I forbindelse med at modehuset Giorgio Armani torsdag meddelte, at dets grundlægger var død, blev det oplyst, at der ville blive sat et begravelseskammer op lørdag og søndag.

Da dørene åbnede klokken 09.00 lørdag, havde hundredvis af mennesker allerede stillet sig i kø ved Teatro Armani, modehusets hovedkvarter, hvor begravelseskammeret er sat op.

Trækisten er blevet placeret i et mørkt rum, hvor den er omgivet af hvide papirlys samt et billede af den italienske modedesigner og en dertilhørende tekst. Selve begravelsen finder sted mandag i private rammer ifølge avisen The Guardian.

En af de fremmødte er Silvia Albonetti, der arbejder som ekspeditrice for Emporio Armani.

- Det er så følelsesladet, siger hun ifølge AFP.

- Han var en utrolig mand - nogle gange uhøflig, men menneskelig, lyder det videre.

Giorgio Armani blev 91 år.

Han havde haft det skidt i en periode og var blandt andet nødt til ikke at deltage i Armanis modeshows under modeugen for mænd i Milano i juni. Den præcise årsag til hans død er dog ikke umiddelbart blevet oplyst.

Giorgio Armani var ved sin død den eneste storaktionær i modehuset, som genererede en omsætning på 2,3 milliarder euro - 17 milliarder kroner - i 2024.

Han fik sit gennembrud som modedesigner, da han begyndte at arbejde for designeren Nino Cerutti.

Egentlig studerede han først medicin, men han droppede ud efter to år for efterfølgende at udføre sin militærtjeneste.

I Milano fik Giorgio Armani et job som vinduesdekoratør i et shoppingcenter, og så var kimen til et liv inden for mode lagt.

I 1975 debuterede han med sin første herrekollektion og blev hurtigt populær i Europa.

Modeselskabet Armani etablerede han i samarbejde med sin daværende partner, Sergio Galeotti.

Galeotti havde aids og døde som 40-årig i 1985.

Armani efterlader sig ingen børn til at arve modehuset. Men både hans lillesøster og andre familiemedlemmer vil sandsynligvis arve, har Reuters tidligere skrevet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 06/09/2025 - 10:00

FAKTA: Otte gode råd til at vælge ejendomsmægler

Her kommer otte råd til at finde din kommende ejendomsmægler.

* Undersøg ejendomsmæglerens omdømme.

* Efterlys dygtige ejendomsmæglere i dit netværk.

* Kombiner research med din mavefornemmelse, når du vælger ejendomsmægler.

* Overvej, om du vil betale bonus-salær eller modtage gaver, der kan betyde et større salær til ejendomsmægleren.

* Vær opmærksom på ejerforhold og samarbejdsaftaler.

* Medlemskab af Dansk Ejendomsmæglerforening kan være et kvalitetsstempel.

* Få ejendomsmægleren til at udspecificere sit tilbud.

* Prøv at få prisen på salæret til ejendomsmægleren ned.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 06/09/2025 - 10:00

Vælg din kommende ejendomsmægler med omhu

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hav styr på udbudspris, ejendomsmæglersalær og indhent flere tilbud, inden du vælger den helt rigtige ejendomsmægler for dig.

Foran dig står en ejendomsmægler. Personen er veltalende, pænt klædt på, smiler stort og har alle salgsargumenterne klar. Du får et fast håndtryk, men hvordan ved du, at du har valgt den bedste ejendomsmægler for dig?

Et godt råd er at opsøge flere muligheder, når man skal til at sælge sit hus. Det fortæller Louise Kastberg, der er fagekspert i boligøkonomi hos Videncentret Bolius.

- Du bør altid indhente tilbud fra flere ejendomsmæglere - gerne mindst tre, siger hun.

Når man vælger ejendomsmægler, skal man være opmærksom på udbudsprisen, som er, hvad sælgeren fastsætter som startprisen på boligen.

- Selv om det er fristende at vælge den mægler, som sætter den højeste udbudspris på boligen, er det ikke nødvendigvis det bedste valg - hvis prisen er sat for højt, ender det måske alligevel med, at den skal justeres ned, siger hun.

Det er også vigtigt at tjekke ejendomsmæglersalæret. Det dækker over forskellige ydelser fra ejendomsmægleren. Det er blandt andet ejendomsmæglerens løn, markedsføring af boligen, dokumentomkostninger, fremvisning af boligen med mere.

- Der kan være stor forskel på, hvor meget ejendomsmæglere skal have i salær, men typisk ligger det et sted mellem 50.000-100.000 kroner. Det er dog ofte muligt at forhandle salæret ned, siger Louise Kastberg.

Nogle ejendomsmæglere tilbyder ordninger, hvor det er sælger, der viser boligen frem. Der kan også være penge at spare på annonceringer, hvis boligen næsten sælger sig selv, fordi den er i et populært område.

- Bed om at få udspecificeret, hvilke ydelser aftalen dækker over, og hvad de enkelte dele dækker over. Det gør det nemmere at sammenligne de forskellige tilbud, altså vælge til og fra, hvis du eksempelvis er klar til at gøre en del af salgsarbejdet selv, siger hun.

Samtidig spiller ens relation til ejendomsmægleren også ind, da det handler om at være på bølgelængde.

Vurdér, om spørgsmålene og kommentarerne fra ejendomsmægleren passer til dig. Det fortæller Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

- I valget af ejendomsmægler handler det i høj grad om at se på helheden og ikke kun spørgsmålet om, hvem der vil sælge din bolig til den højeste pris. Det handler også om at finde en mægler, som man har kemi med og tillid til, og som ser familiens behov, siger hun.

Samtidig er det en god idé at spørge sin mægler, om vedkommende er en del af Dansk Ejendomsmæglerforening. Ni ud af ti ejendomsmæglere i Danmark er medlemmer.

- Som køber betaler man et beløb i udbetaling. Beløbet deponeres hos ejendomsmægleren, og der er særlige regler og betingelser for, hvordan denne deponering skal håndteres, hvis mægleren er medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening, siger Birgit Daetz.

/ritzau fokus/




/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek