Jerusalem, 17/06/2025 - 08:58
Israel hævder at have dræbt endnu en iransk militærleder
Ifølge Israel stod militærleder meget tæt på ayatollah Ali Khamenei. Iran har ikke udtalt sig om muligt drab.
Maya Alleruzzo/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Endnu en højtstående militærleder i Iran - denne gang Ali Shadmani - er angiveligt blevet dræbt i et israelsk angreb.
I en meddelelse bragt af blandt andet Sky News tirsdag siger det israelske militær, at det er tilfældet.
Iran har ikke umiddelbart udtalt sig.
Israel beskriver Shadmani som den "øverste militærleder" i Iran efter de seneste dages israelske angreb.
Al Jazeera beskriver Ali Shadmani som lederen af det centrale hovedkvarter i den iranske hær, hvis tidligere leder blev dræbt fredag.
Det var fredag, at Israel med et stort angreb ramte både Irans øverste militærledelse og flere mål med forbindelse til det iranske atomprogram.
Siden har Israel og Iran angrebet hinanden, og tirsdag har Israel tilsyneladende igen slået til mod den militære ledelse.
- Takket være en pludselig mulighed i løbet af natten angreb kampfly fra luftvåbnet det bemandede hovedkvarter i hjertet af Teheran, står der i en meddelelse fra det israelske militær ifølge Sky News.
- Og takket være præcise efterretninger dræbte de Ali Shadmani - stabschef under krigen, den øverste militære leder og manden, der er tættest på Irans leder, Ali Khamenei, står der videre ifølge det britiske medie.
Tirsdagens israelske melding kommer, efter at Israel mandag sagde, at landet nu har luftherredømme over Irans hovedstad, Teheran.
/ritzau/