København, 19/05/2026 - 22:54
Løkke: Troels Lund har stadig tid til at danne midterregering
Moderaternes formand opfordrer den kongelige undersøger til at gå tilbage til tanker om midterregering.
Af: /ritzau/
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har fortsat en tro på, at det kan lykkes for kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) at få dannet en regering.
Det skal bare ikke være den VLAK-regering, som Venstres formand tirsdag har foreslået, men i stedet den midterregering, som Lars Løkke Rasmussen vil have Troels Lund Poulsen til at danne.
- Med de enorme ryk, Venstre har foretaget, synes vi egentlig, at der er alle muligheder for, at det her grundlag, de begynder at tegne, egentlig også kunne række hen over midten.
- Det er det mandat, vi har givet Troels Lund Poulsen, og fristen er ikke udløbet endnu. Og så er det op til ham at finde ud af, hvordan han vil håndtere det herfra, siger Lars Løkke Rasmussen tirsdag aften.
Ordene falder efter et møde med Troels Lund Poulsen på Hotel Scandic Spectrum i København.
Troels Lund Poulsen fik 14 dage til at danne en regering, og der er endnu nogle dage at løbe på.
Lars Løkke Rasmussen henviser til, at Venstre i den seneste tid har skiftet standpunkt i stor stil, i forhold til hvad partiet ønskede at gøre politisk før folketingsvalget 24. marts.
I sidste uge meddelte Troels Lund Poulsen, at Venstre nu går ind for et nationalt sprøjteforbud for at sikre rent drikkevand.
Tidligere tirsdag kunne Venstres formand så meddele, at partiet alligevel ikke vil beskære udviklingsbistanden fra 0,7 procent til 0,5 procent af bruttonationalindkomsten.
Samtidig er Venstre ikke længere ultimativ om, at Danmark i løbet af i år skal forlade Statsborgerretskonventionen, hvis ikke den kan ændres "indefra".
/ritzau/




