Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 16/07/2025 - 19:56

Medlemmer af EU-Parlamentet: EU's rekordstore budgetforslag er ikke nok

Gæld og inflation udhuler det største EU-budgetforslag nogensinde, så EU reelt vil "stå stille", lyder det.

Kike Rincón/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

EU-Kommissionen fremlagde onsdag det største budgetforslag nogensinde.

I alt 2.000 milliarder euro - svarende til 15.000 milliarder kroner - skal gå til EU's prioriteter i perioden fra 2028 til 2034.

Men det rekordhøje beløb er ikke stort nok til at imødegå Europas udfordringer.

Det mener ledende medlemmer af EU-Parlamentet.

De peger på, at budgetforslaget er født med gæld fra corona-epidemien, hvilket ifølge de to store grupper i EU-Parlamentet, EPP og S&D, reelt betyder, at budgettet "står stille".

Rekorden er med andre ord sat ved at regne gældsbetalingerne med. Men de penge går ikke til eksempelvis at styrke konkurrenceevnen, klimaet eller forsvaret, lyder det:

- Dette budgetforslag efterlader ikke tilstrækkelige midler til kritiske prioriteter.

- Herunder konkurrenceevne, samhørighed, landbrug, forsvar, klimatilpasning og de investeringer, der er nødvendige for en bæredygtig økonomi, der fungerer for alle, hedder det i en fælles udtalelse fra de to grupper.

Ursula von der Leyen har sit politiske tilhørsforhold i EPP-gruppen, mens S&D-gruppen rummer de europæiske socialdemokrater. Også Socialdemokratiet i Danmark er del af S&D-gruppen.

Forslaget fra EU-Kommissionen kræver opbakning fra alle 27 EU-lande samt EU-Parlamentet for at blive til virkelighed.

Dermed er von der Leyen afhængig af opbakning fra EU-Parlamentet.

Men Kommissionen har ikke fået den bedste start på samarbejdet om budgetforslaget, fastslår EPP-gruppens medlem Siegfried Mureşan fra Rumænien.

- Vi har ikke modtaget dokumenter i forbindelse med forberedelsen af budgettet, og vi har endnu ikke modtaget budgetforslaget. Det er ikke en god start på samarbejdet, siger Siegfried Mureşan.

Han er samtidig skeptisk over for, om tilbagebetalingen af coronagælden kan ende med at gå ud over landbrugsstøtten eller støtten til regionerne.

EU har lånt så mange penge til corona-programmet Next Generation EU, at der venter årlige gældsbetalinger på 25 milliarder euro i det næste EU-budget.

- Vi vil ikke tillade, at finansieringen af vores vigtigste prioriteter bringes i fare af tilbagebetalingen af Next Generation EU, siger Siegfried Mureşan.

Han har truet med at trække støtten til budgetforsalget, hvis ikke landbrugsstøtten og de såkaldte samhørighedsmidler holdes helt adskilt og får deres eget budget.

Det skal sikre, at der ikke bliver skåret i midlerne for at betale corona-gælden.

- Hvis ikke vi får det, så vil budgetforslaget slet ikke være grundlag for diskussion. Så vil vi blive nødt til at afvise det, siger Siegfried Mureşan.

Som den eneste dansker skal SF's medlem af EU-Parlamentet, Rasmus Nordqvist, forhandle det langsigtede budget på vegne af EU-Parlamentets gruppe De Grønne.

Nordqvist er bekymret for, at klima bliver klemt af nye prioriteter:

- Kommissionen lægger op til at poste milliarder i konkurrencedygtighed, men der må ikke gå fortidens industripolitik i den.

- De glemmer, at det er den grønne omstilling, der kan få os i Europa til at stå stærkest på det globale marked, siger Rasmus Nordqvist.

/ritzau/

København, 19/07/2025 - 08:00

FAKTA: Bjergtagende Rasmus Bjerg

* 48-årige Rasmus Bjerg blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 2000 og kan i år markere 25-års jubilæum.

* Han har medvirket i en lang række store danske film, herunder "Flammen & Citronen", "Lykke-Per" og senest Afdeling Q-thrilleren "Den grænseløse".

* Han blev nomineret til både en Bodil-statuette og en Robert-pris for sit portræt af sangeren John Mogensen i filmen "Så længe jeg lever".

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/07/2025 - 08:00

Dansk skuespiller følte sig kvalt: Jeg er herre i eget hus nu

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det bliver ikke til meget sommerferie for Rasmus Bjerg, der er aktuel i Moulin Rouge-musicalen. Men stykket, der kører over sommeren, giver ham energi.

For mange betyder juli måned afslapning i sommerhuset eller udflugter til stranden.

Men sådan bliver det ikke for Rasmus Bjerg. Den 48-årige skuespiller tilbringer store dele af sommeren på scenen, når "Moulin Rouge! - The Musical" genopsættes i Operaen med 43 forestillinger hen over lidt mere end en måned.

- Jeg har egentlig ikke haft sommerferie de senere år. Tidligere har jeg også lavet Cirkus Summarum og derefter John Mogensen. Jeg har vel ikke holdt sommerferie i 15 år, siger Rasmus Bjerg.

I stedet skal han med børnene, der efterhånden er blevet store, på efterårsferie, men tidligere har han og familien faktisk boet i sommerhus ved Vejby Strand og på Aarhus-kanten, mens han passede sine sommerjob.

Rasmus Bjerg har været gift med Helle Bjerg siden 2003, og sammen har parret døtrene Anne og Ella og sønnerne Valder og Villads.

Sommerarbejdet passer ham fint. Når han kigger tilbage på karrieren for 15 år siden, hvor han havde en teaterkontrakt, er han gladere for det freelanceliv, han lever i dag.

- Da jeg var ansat på Aalborg Teater, var jeg ved at blive kvalt i daglejerfunktionen. Jeg følte mig låst, siger skuespilleren.

Det tog ham noget tid at turde springe ud i freelancelivet. Han begyndte så småt på det i 2010, og 15 år senere føler han, at han har opnået den frihed, han ønskede dengang.

- I dag føler jeg mig forløst med den freelancedrøm. Jeg får lov til at lave forskellige ting, og jeg får lov til at forløse de morsomme ting, som er blevet mit vandmærke.

- Der er ingen fare for, at jeg bliver en angst og bitter skuespiller, siger han.

Et af de projekter, hvor han oplever en stor selvbestemmelse, er, når han tager ud og optræder som John Mogensen. Det giver "en form for økonomisk frihed" at kunne søsætte sit eget projekt.

- Jeg står et rigtigt godt sted i forhold til mit arbejde. Jeg er herre i eget hus. I det her fag kan man hurtig blive en daglejer, der venter på et opkald, men jeg er begyndt at lave mine egne ting, siger Rasmus Bjerg.

Han er begyndt at skrive flere sange og er især glad for at skrive viser.

For tiden arbejder Rasmus Bjerg også sammen med en kammerat på et projekt, som "godt kunne gå hen at blive rigtig sjovt".

Ud over at det sandsynligvis ser dagens lys i 2027, og at det er noget, som "ret mange godt kan lide", vil han ikke gå yderligere i detaljer.

Den folkekære skuespiller, der runder 50 somre i juli næste år, jubler ikke kun over det professionelle liv. Han har også givet sin fysik en kærlig hånd.

Efter et lægebesøg for et par år siden påbegyndte han en stor livsstilsændring, da meldingen blandt andet var højt kolesterol, forhøjet blodtryk og prædiabetes.

- Jeg har tabt 25 kilo siden første opsætning af Moulin Rouge i 2023. Det betyder måske lidt for fysikken. Måske bliver jeg sådan en lille springfyr i forhold til det dovne læs, jeg har været tidligere.

- Det giver nogle andre muligheder, end hvis man konstant har ondt i lænden, siger han.

Han gætter på, at han måske kan blive castet til en anden type roller.

- Det er vigtigt, at man tager nogle ting alvorligt. Der ligger noget mentalt i det. Man skal holde sig til ilden og prøve at finde nye veje.

Da sommerens musical er en genopsætning, ved Rasmus Bjerg, hvad han går ind til.

- Jeg fandt ud af, at det er super energifyldt. Det er en form for rockkoncert, der er bygget op af 72 hits, som publikum bærer en igennem. Man bliver helt høj af stemningen, siger han.

I løbet af lidt mere end en måned spilles forestillingen 43 gange.

I rollen som natklubejeren Harold Zidler spiller han over for blandt andre Sara Viktoria Bjerregaard, Silas Holst og Pelle Emil Rex Hebsgaard.

"Moulin Rouge! - The Musical" havde premiere 11. juli i Operaen i København og sidste forestilling er 17. august.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/07/2025 - 08:00

FAKTA: Det fælles måltid

* Når vi spiser sammen, bruger vi i gennemsnit 30 minutter på at spise måltidet.

* Når vi spiser sammen, lægger vi oftere skærmene fra os.

* Men når vi spiser alene, foregår halvdelen af måltiderne på sofaen.

* Måltidet vurderes mere positivt, når vi spiser sammen. Vi er især mere tilfredse med rammerne, men vi har også en mere positiv vurdering af selve maden og af, hvor sundt måltidet var.

Kilde: Madkulturens undersøgelse Madkultur24.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/07/2025 - 08:00

Pep gæstefrokosten op med disse enkle kokkehacks

Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Er det overvældende at skulle invitere familien på frokostbesøg? Så får du her et par fif fra Kokkelandsholdet.

Det kan føles uoverskueligt at invitere til det store frokostbord, hvis man ikke er vant til at lave mad til mange mennesker.

Men Kokkelandsholdets tips og tricks kan gøre det mere overkommeligt at peppe frokosten lidt op.

Morten Juul Andersen, der er administrerende direktør for Dansk Gastronomisk Union - herunder Kokkelandsholdet - deler sine enkle tips.

- Man bør lige bruge ti minutter på at overveje, hvad man skal lave, alt efter hvem man får på besøg, så man kan finde på en overraskelse, der river ens mor eller nabo omkuld.

- Det kunne for eksempel være med nye løg eller løvstikke fra haven, lyder det fra Morten Juul Andersen.

Løvstikken kan du for eksempel bruge til at peppe din kartoffelmad op.

- Kom koldt vand i en gryde, så det lige dækker kartoflerne. Tilsæt godt med groft salt til vandet, så det smager af saltvand. Put også en håndfuld løvstikke i, der skal koge med kartoflerne, siger han.

Der findes flere meninger om, hvor længe kartofler skal koges, men ifølge direktøren for Kokkelandsholdet skal du mærke efter med en lille kniv.

Hænger kniven fast, når du stikker den i kartoflen, er den ikke færdigkogt. Går kniven direkte igennem hele kartoflen, er den ødelagt. Kniven skal kunne glide af kartoflen igen.

- Når de er kogte, hælder du vandet fra og lader dem dampe af i ti minutter med låget på. Lad være med at stille kartoflerne i køleskabet bagefter. De må gerne stå ved stuetemperatur, siger han.

Til at toppe kartoffelmaden anbefaler han en hjemmerørt mayonnaise med urter. Som pynt kan man snitte en radise og lægge på eller drysse purløgsblomster over.

- Og for at peppe det ekstra op kan man finde nogle sjove tallerkener frem, siger Morten Juul Andersen.

Et andet tip, han har, er at lægge friske jordbær på toppen af en kold kartoffelsalat for at tilføje syre. Men det er vigtigt, at det er danske jordbær, da de har en særlig sødme og syre, pointerer han.

Til dem, der ikke ligger inde med en foodprocessor, foreslår han, at man kan røre en frikadellefars i hånden.

- Du kan bruge kyllingekød. Tilsæt en æggehvide, og rør det sammen igen. Du kan også tilsætte forskellige krydderurter fra haven som persille, estragon, purløg eller timian.

- De løse frikadeller kan du forme med en ske og stege i smør eller vindruekerneolie, siger han.

Med de forskellige opskrifter håber David Vincent Nielsen, der er forperson hos Folkebevægelsen mod Ensomhed, at folk vil begynde at spise mere sammen.

Blandt de danskere, der bor alene, spiser seks ud af ti frokost alene ifølge undersøgelsen Madkultur24, der er foretaget af organisationen Madkulturen, som hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

- Måltidet har en helt unik fællesskabsfunktion. Det samler folk på tværs af kultur og alder. Det er en god måde at få folk ind i et fællesskab på, og et måltid kan blive indgangen til noget blivende, siger David Vincent Nielsen.

Han opfordrer til at samle familien og naboerne til en søndagsfrokost og eventuelt også invitere andre i omgangskredsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek