Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/07/2025 - 13:34

Anmelder: Superman er en god superheltefilm med masser af hjerte

"Superman" er instrueret af James Gunn, der tidligere har instrueret flere film i Marvel-universet.

Daniel Cole/Reuters

Af: /ritzau/

Den nye film "Superman" er en rigtig god superheltefilm med masser af hjerte.

Sådan lyder det i en anmeldelse af Politiken, der kvitterer med fem hjerter.

- Superman er ikke usårlig, og filmen minder os om det oftere, end den husker os på hans superhelteevner. Han har store sprækker i sin rustning, og han kan synge lange bange sange, skriver avisen i anmeldelsen.

Filmen fik premiere 10. juli og er instrueret af den amerikanske instruktør James Gunn.

Han har tidligere instrueret de tre Guardians of the Galaxy-film, som Marvel står bag.

Superman-karakteren hører hjemme i DC-universet.

Jyllands-Posten kalder valget af James Gunn som instruktør for forfriskende.

- I en tid, hvor deres store konkurrent Marvel har svært ved at finde et nyt greb på sit filmiske univers, lader det til, at investeringen i James Gunn giver pote.

- Nu har han fået ansvaret for at få konkurrentens forretning (DC, red.) på rette køl, og DC har i den grad også mange gode superhelte, der sagtens kan tåle at få lidt humør, kulør og galskab ind i fortællingerne igen, skriver avisen.

Jyllands-Posten, der har givet filmen fire stjerner, skriver desuden, at det virker som en god idé, at DC starter forfra med en lettere, sjovere og mere menneskelig udgave af Superman-karakteren.

Berlingskes anmelder mener derimod, at Superman har en flad personlighed. Filmen får tre stjerner.

- Vi ved, hvordan det hele ender, og hvordan Superman gerne vil have, at det ender: Forudsigeligt, trygt og i noget med en kvadratisk forhave, hvor vi kan pleje vores middelklasseværdier.

- En superhelt må gerne have lidt større ambitioner, hvis han skal redde verden fra endnu en depression. I hvert fald i den moderne tid, skriver avisen.

Superman spilles af amerikanske David Corenswet, mens skurken Lex Luthor spilles af britiske Nicholas Hoult.

Den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric medvirker også i filmen. Han spiller karakteren Vasil Glarkos, som Superman kommer på kant med.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek