København, 19/05/2026 - 14:31
32-årig dømt for voldtægt og røveri mod prostituerede
Syv år og seks måneders fængsel er straffen til en mand, der er dømt for røveri, voldtægt og afpresning.
Af: /ritzau/
Et nævningeting ved Retten i Holbæk har tirsdag idømt en 32-årig mand fængsel i syv år og seks måneder for blandt andet røveri og voldtægt mod prostituerede.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Han er desuden dømt for røverier mod dagligvareforretninger.
Alt sammen begået i maj sidste år.
32-årige Sakaria Mohammed Mohumed Hussein er blandt andet dømt for at have udsat en kvinde, som han havde aftalt at have sex med mod betaling, for røveri.
Han truede hende med vold og henviste til sine relationer til rocker- og bandemiljøet og fik hende til at udlevere 5100 kroner til ham.
I anklageskriftet lyder det, at manden sagde til kvinden, at hun "ikke måtte arbejde som prostitueret i Hells Angels' og LTF's område".
Derudover har han vist en tatovering med bogstaverne LTF på sin underlæbe til kvinden.
LTF er en forkortelse for den forbudte bande Loyal To Familia.
Fem dage senere var en anden kvinde, der solgte sex, mandens offer.
Denne kvinde blev udsat for frihedsberøvelse, mens han også fik hende til at udlevere penge til ham, efter at han havde fortalt hende, at han var "fra Bandidos".
/ritzau/




