Herning, 18/05/2025 - 18:29
Landstræner belønner VM-holdet med fridag inden slutbrag
Som værtsnation har ishockeylandsholdet flere fridage ved VM end andre nationer. Det blev udnyttet søndag.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Jonas Røndbjerg brugte ikke overraskende søndagen på at tage sig en ordentlig skraber på hotelværelset i det centrale Herning.
Men den jetlagsramte akutforstærkning fra Las Vegas var ikke den eneste, der udnyttede den første af to kampfrie dage ved ishockey-VM til at indhente lidt af sit søvnunderskud.
- Det er en intens turnering. Specielt, fordi vi næsten kun spiller sene kampe. Vi får en mærkelig døgnrytme, sene sengetider hele tiden, og det er jeg ikke vant til med to børn, siger kaptajn Jesper Jensen Aabo.
- Efter kampene er vi først tilbage på hotellet efter midnat, og så skal vi have mad. Inden man falder ned, går der let fire-fem timer, forklarer han.
Som værtsnation har Danmark fordel af at kunne strække kampprogrammet ud til det maksimale.
Det betyder, at holdets syv indledende kampe er fordelt over 12 dage, hvor eksempelvis Norge og Ungarn afvikler sine kampe på blot 10 dage.
Danmark har to kampfrie dage inden den afsluttende og afgørende gruppekamp mod Tyskland tirsdag aften, så landstræner Mikael Gath gav efter kampen mod Norge spillerne besked på, at de kunne holde søndagen fri.
- De har kunnet gøre, hvad de vil. Håbet er, at de kan koble helt af. Det eneste punkt på dagsordnen er, når vi skal spise aftensmad. Mandag bliver der fuldt fokus på Tyskland, lyder det fra Gath.
Efter 6-3-sejren over Norge buldrede fodboldhits som "Re-Sepp-ten" og "En For Alle" ud fra spillernes omklædningsrum for fuld volumen.
Men der gik nu ikke decideret fest i den på hotellet bagefter, forsikrer kaptajnen.
- Det er altid festligt, når vi vinder, og det var en stor lettelse. Vi var ekstra glade og fik også ekstra god mad efter kampen.
- Men vi ved også, at vi nu har sat os selv i den situation, vi havde drømt om inden turneringen. Det er vi stolte af, og det skal vi forsøge at udnytte, siger Jesper Jensen Aabo.
Med en sejr over Tyskland tirsdag aften kvalificerer Danmark sig til kvartfinalen ved VM.
/ritzau/