Washington D.C., 05/05/2025 - 23:08
Notat: Hegseth beordrer nedskæringer i USA's militær
USA's militær står til at skulle have færre generaler og admiraler, skriver CNN på baggrund af notat.
Mark Schiefelbein/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, har beordret den øverste ledelse i forsvarsministeriet Pentagon til at skære i antallet af firestjernede generaler og admiraler på tværs af landets militær.
Det fremgår af et notat fra mandag, som det amerikanske medie CNN har set. Notatet er underskrevet af Hegseth.
Her lyder det, at antallet af firestjernede generaler og admiraler skal skæres med mindst 20 procent.
I 2023 var der ifølge CNN i alt 37 firestjernede generaler og admiraler i USA's militær.
I notatet til Pentagon lyder det også, at antallet af generaler i landets nationalgarde skal skæres med 20 procent, mens antallet af generaler og flagofficerer på tværs af militæret skal skæres med ti procent.
Der er aktuelt omkring 900 generaler og flagofficerer - som har en rang med en stjerne eller mere - på tværs af USA's militær.
I notatet fra Hegseth lyder det ifølge CNN, at nedskæringerne er et "kritisk" skridt" for at fjerne "overflødig struktur af styrker for at optimere og strømline lederskabet ved at reducere overskydende stillinger som generaler og flagofficerer".
Det står ikke umiddelbart klart, hvordan eller hvornår nedskæringerne skal gennemføres.
Også nyhedsbureauet AFP melder at have set mandagens notat fra Hegseth, som forsvarsministeren ikke offentligt har kommenteret.
Nyhedsbureauet Reuters skriver sent mandag dansk tid på baggrund af meldinger fra en unavngiven embedsmand ligeledes, at Hegseth har beordret en 20 procents nedbringelse af antallet af firestjernede generaler.
Embedsmanden melder også om en nedskæring på 10 procent blandt generaler og flagofficerer.
I marts skrev CNN, at Pentagon overvejede, hvordan der kunne laves betydelige nedskæringer i toppen af USA's militær. Det skulle ske som del af en større indsats om at finde nedskæringer på tværs af det føderale regeringsapparat.
/ritzau/