Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/08/2026 - 16:45

Tre er kommet til skade under håndgemæng i hotelreception på Amager

Københavns Politi arbejder på at finde ud af, hvem der står bag voldsepisode i hotelreception.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tre mænd er kommet til skade i, hvad der vurderes enten at være et slagsmål eller et overfald på Amager i hotellet Crowne Plaza Copenhagen Towers' reception.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen søndag eftermiddag.

- Der er tre tilskadekomne, men umiddelbart ingen alvorlig skade. To er kørt til behandling, mens den tredje er lettere tilskadekommen, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at der ifølge politiet vurderes at have været fem eller seks personer involveret i episoden.

Politiet har endnu ikke anholdt nogen.

- Ikke på nuværende tidspunkt. Vi arbejder på at finde ud af, hvem gerningsmændene er, siger vagtchefen, der dog tilføjer, at det ikke er politiets vurdering, at man skal være bekymret, hvis man befinder sig i området.

- Der er ro på stedet, siger vagtchefen. Politiet er ved 16-tiden stadig til stede ved hotellet.

Anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 14.29.

Efterforskningsleder ved politikredsen Ida Lund tilføjer, at det formentlig er gæster på hotellet, der har været involveret i episoden.

Ingen ansatte er kommet til skade, siger hun.

- Vi er ved at afhøre vidner og de forurettede, siger efterforskningslederen og tilføjer, at man på nuværende tidspunkt ikke har flere detaljer om de involverede, eller om hvad der er gået forud for voldshændelsen.

Ifølge politiet kan stikvåben være blevet brugt i slagsmålet.

- De forurettede er ved at blive undersøgt, lyder det fra efterforskningslederen, der opfordrer til, at man ringer som borger, hvis man har informationer om sagen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek