København, 06/08/2025 - 19:26
Bayern-legende tager til MLS og får dansker som træner
Vancouver Whitecaps og cheftræner Jesper Sørensen får tilgang af den tyske stjerne Thomas Müller.
Sven Hoppe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Bayern München-legenden Thomas Müller fortsætter karrieren i den amerikanske fodboldrække MLS hos canadiske Vancouver Whitecaps.
Det oplyser 35-årige Thomas Müller i et opslag på Instagram, og det bekræftes af Vancouver i en nyhed på klubbens hjemmeside.
I Vancouver får Müller danske Jesper Sørensen som cheftræner.
Tyskeren har underskrevet en kontrakt for resten af 2025-sæsonen, som kan forlænges yderligere et år.
Thomas Müller forlod denne sommer Bayern München efter 25 år i klubben.
I april skrev Müller i et opslag på Instagram, at Bayern München havde valgt ikke at forhandle en ny kontrakt på plads, og at det stred imod hans personlige ønske. Bayern München kaldte afskeden for en "gensidig løsning".
Müller kom til Bayern Münchens akademi i sommeren 2000 og har siden vundet 33 trofæer.
Han sidder samtidig på rekorden for flest kampe i Bayern-trøjen med 756 optrædener.
Klubikonet fik sin debut for Bayerns førstehold i 2008. Siden har han blandt andet vundet 12 hjemlige mesterskaber, seks pokaltitler og Champions League to gange.
Han vandt desuden verdensmesterskabet med Tyskland i 2014.
Müller overtog rekorden som den spiller med flest kampe for Bayern i september, hvor han overgik legenden Sepp Maier, som stoppede karrieren i 1979.
Det blev til 250 mål i Bayern-trøjen for Müller. Fra 2010 til 2024 scorede han 45 mål i 131 landskampe.
I MLS skal Müller forsøge at hjælpe Vancouver det sidste stykke ind i slutspillet. Efter 24 ud af 34 grundspilskampe er den canadiske klub nummer to i den østlige konference og har et godt forspring ned til første hold uden for slutspilspladserne.
Den tidligere Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen har stået i spidsen for Vancouver siden januar.
/ritzau/