København, 30/06/2025 - 16:38
Landstræner Helle Thomsen stopper i Rumænien før tid
Helle Thomsen skal tilsyneladende ikke dobbeltjobbe det kommende år. Landstræneren stopper i CSM Bucuresti.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den nye danske landstræner for håndboldkvinderne Helle Thomsen kommer formentlig ikke til at dobbeltjobbe i hvert fald det første år i spidsen for Danmark.
Hendes rumænske klub CSM Bucuresti meddeler på sin hjemmeside, at Thomsen efter eget ønske stopper allerede nu et år før kontraktudløb.
- CSM Bucuresti meddeler, at træner Helle Thomsen af personlige årsager har besluttet at afslutte sin kontrakt med holdet, skriver klubben.
Selv om det for klubben bliver en udfordring at finde en afløser kort før indledningen på næste sæson, så har man accepteret Thomsens ønske om at ophæve kontrakten.
- Det var ikke nemt at træffe denne beslutning. Jeg har virkelig nydt min tid i CSM Bucuresti - at arbejde med et fantastisk hold, et dedikeret personale og utroligt passionerede fans, siger hun til klubbens hjemmeside.
Den 54-årige træner debuterer som landstræner 20. september, når Island venter i en testkamp i Frederikshavn.
Med stoppet i Rumænien bliver det altså i en udhvilet udgave, hvor hun får god tid til at slå stregerne til, hvordan det danske landshold skal fortsætte de senere års fremgang.
På CSM Bucurestis hjemmeside takker Helle Thomsen for klubbens forståelse, selv om hun ved, det er ubelejligt for den rumænske storklub at skulle på trænerjagt nu.
- Jeg er taknemmelig for klubbens forståelse for min situation og for den fleksibilitet, der er vist, især på et så kritisk tidspunkt så tæt på starten af den nye sæson, lyder det fra Thomsen.
- En stor klub som CSM Bucuresti fortjener denne ærlighed, og derfor mener jeg, at min tilbagetrækning fra projektet er den rigtige beslutning.
Hun blev hentet til klubben for et år siden på en toårig kontrakt.
/ritzau/