Vatikanet, 29/04/2025 - 10:53
Kardinal dømt for bedrageri vil ikke deltage i konklave
Angelo Becciu er dømt til fem et halvt år i fængsel for bedrageri. Han vil undlade at deltage i konklave.
Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kardinal Angelo Becciu, som er dømt for underslæb og bedrageri, vil ikke tage del i det konklave, hvor der skal vælges en ny pave.
Det siger Becciu i en udtalelse.
Angelo Becciu er den højest placerede person i den katolske kirke, der er blevet dømt af Vatikanets straffedomstol.
Domstolen idømte ham en fængselsstraf på fem et halvt års fængsel i december 2023 for økonomiske forbrydelser.
Sagen handlede om købet af en luksusejendom i London, som endte med at koste Vatikanet dyrt. Becciu har nægtet sig skyldig, og han er ifølge Reuters løsladt, mens man afventer en ankesag.
Han har tidligere været rådgiver for pave Frans, og Becciu blev selv tidligere anset som en mulig kandidat til posten som pave.
Den nu afdøde pave Frans fyrede Becciu i 2020 og anklagede ham for underslæb. Pave Frans lod ham beholde sin kirkelige titel, men fratog ham "rettigheder forbundet med kardinalskabet", lød det dengang fra Vatikanet.
Det har skabt tvivl om, hvorvidt Becciu fortsat havde ret til at deltage i konklavet for at stemme på en ny pave.
- Jeg har besluttet at følge, lige som jeg altid har gjort, pave Frans' vilje og ikke tage del i konklavet, mens jeg fortsat er overbevist om min uskyld, siger Becciu i udtalelsen.
Pave Frans døde 21. april.
Kardinaler fra hele verden skal vælge hans efterfølger i et konklave, som afholdes for lukkede døre. Konklavet begynder 7. maj, og det varer, indtil der er det nødvendige flertal for en ny pave.
En pave skal vælges med et flertal på to tredjedele plus en.
Kun kardinaler under 80 år har stemmeret under konklavet. Der er 252 kardinaler fra hele verden, men kun 136 af dem må stemme.
Under konklavet afgiver kardinalerne deres stemmer på kort.
Hvis der ikke er det nødvendige flertal, bliver valgkortene brændt i en ovn sammen med et kemikalie, der frembringer sort røg.
Når flertallet er i hus, og en ny pave er valgt, bliver valgkortene brændt sammen med et kemikalie, der laver hvid røg.
Røgen sendes op gennem en skorsten i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet.
/ritzau/Reuters