Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/05/2026 - 18:32

Håndboldforbund satser på København som værtsby

Det forventes, at DanskHåndbold vælger en værtsby til november, og København er prioriteret foran Herning.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

København er førsteprioritet og Herning andenprioritet som hjemmebane, når Danmark skal afvikle håndboldslutrunder i 2031 og 2032.

Det har bestyrelsen i DanskHåndbold besluttet, oplyser forbundet fredag på sin hjemmeside.

Den melding kommer i kølvandet på et ønske fra Københavns Kommune om at være vært for de danske håndboldlandshold til de to slutrunder.

I de seneste mange år har Boxen i Herning dannet ramme om slutrunderne og været hjemmebane for de danske hold, siden arenaen blev taget i brug første gang i 2010.

Kun i enkelte slutrundekampe har Danmark spillet i Royal Arena i København, ligesom andre landskampe også er blevet afviklet i hovedstaden.

Ved VM i herrehåndbold 2031 og EM i kvindehåndbold 2032 bliver der arbejdet videre med både Herning og København som de to mulige værtsbyer.

Men pilen peger i retning af København, hvis det kan flaske sig, lyder den klare prioritering.

- Begge byer er stærke kandidater, og begge vil kunne levere mesterskaber på højt internationalt niveau.

- Bestyrelsen har på den baggrund udpeget København som førsteprioritet og Herning som andenprioritet i den videre proces, lyder det fra DanskHåndbold.

Forbundet oplyser, at der har været en konstruktiv og imødekommende dialog med begge byer, og beslutningen er endnu ikke truffet.

- Frem mod den endelige beslutning til november i DanskHåndbolds bestyrelse gennemføres nu en yderligere kvalificering af økonomien og de praktiske rammer for mesterskaberne, lyder det.

Herning Kommunes borgmester, Dorte West fra Venstre, siger til TV 2 Sport, at det er "træls", at DanskHåndbold har udpeget København som førsteprioritet.

- Der er stærke kræfter, der trækker mod København, og jeg synes, man skal være opmærksom på, om alle oplevelser skal ligge i hovedstaden. Det kan være svært for andre, hvis man er oppe imod hovedstaden og de økonomiske muskler, de også har derovre, siger borgmesteren.

Herning har ikke opgivet håbet, da beslutningen først skal træffes til november, lyder det videre.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek