København, 16/04/2025 - 13:16
Neestrup ser frem til folketingssvar i Ramaj-sag: Godt for alle
Det er med til at beskytte udøverne at vide, hvor grænsen for spillets regler går, mener Jacob Neestrup.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC Københavns træner, Jacob Neestrup, hilser det velkomment, at spørgsmålet om Diant Ramajs skalle i søndagens hektiske derby mod Brøndby skal tages op i Folketinget.
Enhedslistens Søren Søndergaard har bedt justitsminister Peter Hummelgaard (S) forholde sig til, om det var imod samfundets almindeligt gældende regler og love, at FCK-keeperen efter slutfløjtet nikkede Thomas Mikkelsen en skalle.
Det kan der komme vigtig viden ud af, mener Neestrup.
- Jeg synes, det er en fair pointe, at der er en politiker, der vil have svar på, hvor grænsen går, i forhold til hvor samfundets regler gælder, og hvornår det er i kampens hede.
- Jeg synes ikke, det er så sort-hvidt. Kampens hede kan for mig også være lige efter et slutfløjt. Derfor er det stadig totalt uacceptabelt. Men jeg tænker, det er godt for alle - også for at beskytte udøverne - at vide, hvornår spillets regler går over til samfundets regler, siger han.
FC København tabte kampen til ærkerivalen med 1-2 efter en dramatisk afslutning, hvor begge hold fik tilkendt et straffespark, og FCK brændte.
Umiddelbart efter slutfløjtet røg de to holds spillere i totterne på hinanden, og Ramaj mistede besindelsen.
- Jeg har sagt til ham og truppen, at afslutningen på derbyet generelt, men i særdeleshed i forhold til hans involvering og måden, han gjorde det på, selvfølgelig var fuldstændig uacceptabel. Det er ikke sådan, en fodboldkamp skal slutte, siger FCK-træneren.
Det står endnu ikke klart, om Ramaj må sidde udenfor længere end de to kampe, der er kutyme ved et direkte rødt kort. FCK afventer stadig svar fra Fodboldens Disciplinærinstans.
Neestrup vil ikke afsløre, om lejesvenden fra Borussia Dortmund også er blevet straffet internt.
- Vi har selvfølgelig taget en snak med ham internt, og så kommer vi til at forholde os til den straf, Disciplinærinstansen finder frem til. Den tager vi til efterretning, når den kommer på et tidspunkt, siger han.
Spørgsmål: Så der er ikke en tillægsstraf internt?
- Alt, hvad vi har taget internt, holder vi internt.
Den hektiske afslutning har fyldt en del i efterbehandlingen af kampen, påpeger Thomas Delaney.
- Vi har mest talt om det taktiske, men selvfølgelig har vi også talt om det, der skete i slutningen. Ikke fordi vi har siddet og set video af, hvordan vi kunne gøre det bedre, men helt generelt har vi talt om, hvordan det forventes, at FC Københavns spillere opfører sig, siger midtbaneveteranen.
Der har dog også været tid til at kigge frem mod torsdagens udekamp mod FC Midtjylland, som meget vel kan få afgørende betydning for guldkampen.
- Vi har brugt tid på, hvordan vi kan rejse os bedst muligt i morgen i Herning. Det var et hårdt slag og fuldstændig vanvittigt at tabe en fodboldkamp på den måde. Det er surrealistisk at stå og tale om, at hvis vi havde scoret på det straffespark, så var alt det, vi står og har fokus på nu, ikke sket, siger Jacob Neestrup.
/ritzau/