Canberra, 22/04/2026 - 03:23
Roblox og Minecraft skal redegøre for beskyttelse af børn og unge
Australsk tilsynsmyndighed har bedt platforme for onlinespil redegøre for deres beskyttelse af børn og unge.
Af: /ritzau/
En australsk tilsynsmyndighed har bedt de populære platforme for onlinespil Roblox og Minecraft om en redegørelse for, hvordan de beskytter børn mod grooming og unge mod radikalisering.
Det meddeler eSafety, der er den australske tilsynsmyndighed for onlinesikkerhed, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Myndigheden har udstedt et juridisk bindende krav om gennemsigtighed til Roblox, Minecraft, Fortnite og Steam.
Virksomhederne risikerer bøder og søgsmål, hvis de ikke efterkommer kravet fra den australske tilsynsmyndighed.
Australiens kommissær for onlinesikkerhed, Julie Inman Grant, siger, at tjenester tilknyttet spil, herunder krypterede beskeder, kan være den første kontakt mellem børn og gerningsmænd.
- Det, vi ofte ser, er, at når disse gerningsmænd har opnået kontakt med børn på platforme for onlinespil, flytter de derefter kontakten med børnene over på private beskedtjenester, siger hun i en udtalelse.
Hun siger videre, at omkring 90 procent af australske unge mellem 8 og 17 år har spillet onlinespil.
- Det ved rovdyrslignende voksne, og de går efter de her børn gennem grooming eller ved at indarbejde fortællinger om terrorisme og voldelig ekstremisme i spillet, hvilket øger risikoen for overgreb, radikalisering og andre skader uden for platformen, tilføjer hun.
/ritzau/




