Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/05/2023 - 16:40

FAKTA: Kan du få 36 rigtige ud af 45 spørgsmål i indfødsretsprøve?

Onsdag er udlændinge blevet testet i deres viden om Danmark i den seneste indfødsretsprøve.

Af: /ritzau/

En bestået indfødsretsprøve er et skridt på vejen mod dansk statsborgerskab, og onsdag er flere tusind udlændinge blevet testet i spørgsmål om dansk kultur, historie og danske værdier.

Prøven består af 45 spørgsmål, hvoraf 36 skal besvares korrekt.

Se her, hvilke spørgsmål der har været stille ved prøven 31. maj 2023. De rigtige svar er skrevet i parentes:

1. Hvilket af følgende områder har kommunerne ansvaret for driften af?

- Domstole, (vuggestuer), sygehuse.

2. Hvilken filminstruktør vandt en Oscar for filmen "Hævnen" fra 2010?

- Erik Balling, Carl Theodor Dreyer, (Susanne Bier).

3. Hvornår besluttede Island ved en folkeafstemning at oprette en republik, der var uafhængig af Danmark?

- 1904, (1944), 1984.

4. Hvilket parti tilhørte Lars Løkke Rasmussen, da han var statsminister i perioderne 2009-2011 og 2015-2019?

- (Venstre), Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti.

5. Hvem består Rådet for Den Europæiske Union af?

- Politikere direkte valgt af EU's befolkninger, embedsmænd udpeget af EU-Kommissionen, (ministre fra medlemsstaternes regeringer).

6. Hvad hedder Grønlands største by?

- (Nuuk), Tórshavn, Reykjavik.

7. Hvor gammel skal man mindst være for at købe stærk spiritus?

- 15 år, (18 år), 21 år.

8. Hvilket af følgende partier er ældst?

- (Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti.

9. Hvad hed forsangeren i bandet Gasolin?

- (Kim Larsen), Michael Bundesen, Steffen Brandt.

10. I hvilket af følgende århundreder fandt dansk slavehandel mellem Afrika og de danske kolonier i Caribien sted?

- 1100-tallet, 1400-tallet, (1700-tallet).

11. Kan regionerne opkræve skatter?

- Ja, (nej).

12. Hvilket af følgende steder i København blev der begået et terrorangreb i 2015?

- (Ved den jødiske synagoge), ved Hovedbanegården, i lufthavnen.

13. Hvem fik især betydning for folkehøjskolerne i 1800-tallet?

- Steen Steensen Blicher, Johannes V. Jensen, (N.F.S. Grundtvig).

14. Hvilket emne har der været afholdt flest folkeafstemninger om i Danmark siden 1953?

- Grundloven, valgretsalderen, (Danmarks forhold til EU).

15. Hvordan har de politiske partiers samlede medlemstal overordnet udviklet sig siden 1950?

- Det er steget, (det er faldet).

16. Hvem var Danmarks første socialdemokratiske statsminister?

- (Thorvald Stauning), Jens Otto Krag, Anker Jørgensen.

17. I forbindelse med hvilken krig blev Danmark ramt af influenzaepidemien Den Spanske Syge?

- 2. Slesvigske Krig, (1. Verdenskrig), 2. Verdenskrig.

18. Hvem skrev romanen "Lykke-Per" omkring år 1900?

- Amalie Skram, Martin A. Hansen, (Henrik Pontoppidan).

19. Hvilket symbol indgår i Færøernes flag?

- En cirkel, en stjerne, (et kors).

20. Hvordan ændrede forholdet mellem kongen og kirken sig som følge af reformationen i 1500-tallet?

- Kongen fik mindre magt over kirken, (kongen fik mere magt over kirken).

21. Hvem er aftaleparter, når der skal indgås overenskomster om for eksempel løn, pension og arbejdsforhold på det private arbejdsmarked?

- Stat og kommuner, regering og embedsmænd, (fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer).

22. Hvad er den kriminelle lavalder i Danmark?

- (15 år), 18 år, 20 år.

23. Hvilket land har været i union med Danmark i over 400 år (mellem 1380 og 1814)?

- Sverige, (Norge), Finland.

24. Støttede den daværende danske regering den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003 (Irak-krigen)?

- (Ja), nej.

25. Kan to personer af samme køn indgå et ægteskab?

- (Ja), nej.

26. Hvilket EU-land har flest indvandrere og efterkommere i Danmark oprindelse i?

- Spanien, (Polen), Frankrig.

27. Hvor højt over havets overflade ligger Danmarks højeste naturlige punkt?

- (Cirka 170 meter), cirka 470 meter, cirka 770 meter.

28. Hvornår blev Danmark medlem af Nato?

- (1949), 1957, 1973.

29. Hvilken politisk bevægelse var rødstrømpebevægelsen en del af?

- Arbejderbevægelsen i 1930'erne, (kvindebevægelsen i 1970'erne), miljøbevægelsen i 1990'erne.

30. Kan statsministeren udpege en minister, der ikke er medlem af Folketinget?

- (Ja), nej.

31. Hvad er Suzanne Brøgger og Naja Marie Aidt især kendte for?

- De er skuespillere, de er malere, (de er forfattere).

32. Hvordan har andelen af borgere over 64 år udviklet sig siden 1980?

- Andelen er faldet, (andelen er steget).

33. Hvilket af følgende partier har flest borgmesterposter i Danmark?

- (Venstre), Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti.

34. Skal alle skattepligtige borgere betale kirkeskat?

- Ja, (nej).

35. Hvor længe kan politiet tilbageholde en anholdt person med lovligt ophold i Danmark, før personen skal stilles for en dommer?

- (I op til 1 døgn), i op til 3 døgn, i op til 1 uge.

36. Hvad hedder formanden for SF (Socialistisk Folkeparti)?

- Franciska Rosenkilde, Mai Villadsen, (Pia Olsen Dyhr).

37. Hvilken helligdag bliver afskaffet fra 2024?

- (Store bededag), kristi himmelfartsdag, skærtorsdag.

38. I hvilken sport vandt det danske herrelandshold verdensmesterskabet i januar 2023?

- Volleyball, basketball, (håndbold).

39. Hvilken forfatter til blandt andet tv-serien "Matador" døde i januar 2023 105 år gammel?

- Klaus Rifbjerg, (Lise Nørgaard), Inger Christensen.

40. Hvilken Nobelpris blev Morten Meldal tildelt i december 2022?

- Nobelprisen i økonomi, Nobelprisen i litteratur, (Nobelprisen i kemi).

41. Kan en dansk statsborger blive straffet ved en dansk domstol, hvis vedkommende medvirker til menneskehandel i udlandet?

- (Ja), nej.

42. Kan forældre ifølge dansk lov bestemme, hvem en søn eller datter på 18 år må være kæreste med?

- Ja, (nej).

43. Har alle friskoler i Danmark pligt til at styrke elevernes respekt for ligestilling mellem kønnene?

- (Ja), nej.

44. Er Danmark blandt de ti lande i verden, som menes at have den højeste grad af pressefrihed ifølge Reporters Without Borders (Press Freedom Index, 2022)?

- (Ja), nej.

45. Kan præster og imamer blive straffet med fængsel, hvis de som led i religiøs oplæring udtrykker støtte til vold, terrorisme, frihedsberøvelse eller tvang?

- (Ja), nej.

Kilde: Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).

/ritzau/

København, 09/05/2025 - 13:05

Dansk vært: Mor til et uventet mirakel

Christina Jensen/PR-foto/Ritzau Scanpix

Podcastværten Sandie Westh og hendes mand, Mikkel Skouborg, har fået en lille pige.

Med maj måneds komme er podcastværten Sandie Westh og hendes mand, Mikkel Skouborg, blevet forældre til en lille pige.

Det afslører Sandie Westh i et opslag delt på Instagram.

- Sig hej til Vigga, som landede hos os i onsdags. Storebror er ekstatisk. Mikkel og jeg er lettede over, at det er overstået, og taknemmelige for, at vi endnu en gang fik lov til at tage vores barn med hjem. Hvilken vanvittig lykke. Hun er helt vidunderlig.

Sandie Westh annoncerede graviditeten over for sine følgere på det sociale medie Instagram tilbage i december.

- Der er dumpet et meget uventet mirakel ned i vores lille hjem, skrev hun i opslaget.

- Hvis alt går vel, så melder lillesøster sin ankomst engang til foråret, og jeg kan slet ikke forstå, at vi får lov til forhåbentlig at opleve det her. Alt er med forbehold, når man har oplevet det, vi har, men lykken tvinger sig igennem, fordi den føles så insisterende.

Sandie Westh og Mikkel Skouborg mistede i 2021 deres første datter, Vilma, 55 minutter efter hun blev født.

I sommeren 2022 blev parret forældre til sønnen Walther, som nu er blevet storebror.

Sandie Westh står blandt andet bag podcasten "Sorgens stemmer".

Her har hun i hver episode besøg af en gæst, og sammen taler de om sorg og tab og reflekterer over, hvordan man lever videre med den.

- Det har gjort en kæmpe forskel for mig at tale om min sorg. Da min søster døde i 2007, lærte jeg hurtigt, at der var mange, som blev ukomfortable, når jeg talte om min sorg.

- Samtidig forsvandt mange af mine venner, fordi det var for svært at håndtere. Så da min datter døde, besluttede jeg mig for, at nu ville jeg tale om det - også selv om andre blev utilpasse, sagde Sandie Westh sidste år til Ritzau.

Inden den 37-årige journalist begyndte at producere podcasts, var hun i fem år en af stemmerne på den i dag hedengangne popkanal P7 Mix.

Siden har hun blandt andet også været podcastanmelder på Børsen og klummeskribent på Ekstra Bladet og Politiken.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/05/2025 - 11:01

Forkølet dronning Margrethe ventes udskrevet i weekenden

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Torsdag blev dronning Margrethe indlagt til observation på Riget. Hun er fredag i bedring og ved godt mod.

Dronning Margrethe, som i øjeblikket er forkølet, er i bedring og forventes udskrevet fra Rigshospitalet i løbet af weekenden.

Kongehuset har delt opdateringen om den 85-årige dronnings helbred på sin hjemmeside.

Dronningen har været indlagt på Rigshospitalet siden torsdag. Det blev besluttet, at hun "for en sikkerheds skyld" skulle indlægges til observation.

Dronningen er fortsat indlagt fredag formiddag.

Men hun "er i bedring og ved godt mod", skriver kongehuset.

- Dronning Margrethe forventes derfor at blive udskrevet fra Rigshospitalet og vende retur til Fredensborg Slot i løbet af weekenden, lyder det.

Torsdag eftermiddag bekræftede kongehuset over for Ekstra Bladet, at dronningens ældste søn, kong Frederik, havde besøgt sin mor på hospitalet.

Torsdag meddelte kongehuset først, at dronningen var forkølet. Derfor måtte hun aflyse et besøg ved fejringen af Sankt Lukas Stiftelsens 125-års jubilæum.

Hun skulle have deltaget i mærkedagen som protektor, som hun har været siden 2001.

Aflysningen fremgik også af kongehusets kalender.

Dernæst kom meldingen om, at hun var indlagt til observation.

Det næste punkt i kongehusets kalender for dronning Margrethe er 22. maj. Her skal hun modtage Bibelselskabets Pris 2025.

Ellers fremgår der ikke andre planlagte arrangementer for dronning Margrethes vedkommende af kongehusets kalender den kommende tid.

Dronning Margrethe har taget ophold på Fredensborg Slot i Nordsjælland. Det er et af kongehusets mest benyttede residenser.

Det var også her, at dronningen fejrede sin 85-års fødselsdag 16. april i år.

Det bliver altså også Fredensborg Slot, som hun vender tilbage til, når hun efter planen udskrives i weekenden.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 09/05/2025 - 08:00

FAKTA: Sagen kort

* Sagen omhandler en kvindelig medarbejder, der efter instruktion fra sin arbejdsgiver skulle arbejde hjemmefra i en periode fra december 2020 under coronapandemien.

* På en af de første arbejdsdage faldt kvinden i hjemmet og brækkede sin skulder. Hun pådrog sig også flere andre fysiske skader.

* Der har været tvivl om, hvorvidt kvinden faldt over sine egne ben eller en kasse, som havde stået det samme sted i et år.

* Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste, at der var tale om en arbejdsskade, og det samme gjorde Ankestyrelsen og byretten. Vurderingen var, at et fald over en privat kasse ikke var omfattet af arbejdsskadeloven.

* Men landsretten nåede frem til en anden afgørelse. Her var vurderingen, at der var tale om arbejdsskade, fordi faldet skete i arbejdstiden, og fordi det er arbejdsgivers ansvar at indrette en hjemmearbejdsplads.

* Senest har Højesteret stadfæstet landsrettens dom.

Kilder: HK, Ankestyrelsen og advokatfirmaet Bech-Bruun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 09/05/2025 - 08:00

Ny højesteretsdom: Det betyder den for dig der arbejder hjemmefra

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Du er ikke dårligere beskyttet mod arbejdsulykker, hvis du arbejder hjemmefra og kommer til skade. Det fastslår en ny højesteretsdom.

Hjemmearbejde er blevet en fast del af arbejdslivet for mange, efter at store dele af arbejdsstyrken blev sendt hjem for nogle år siden under coronapandemien.

Denne ændrede arbejdsform har rejst spørgsmål om, hvornår en skade kan anerkendes som en arbejdsskade.

For det kan være vanskeligere at skelne mellem det arbejdsrelaterede og det private, når arbejdsplads og hjem smelter sammen.

Men en ny dom fra Højesteret betyder, at du ikke er dårligere beskyttet mod arbejdsulykker, hvis du arbejder hjemmefra.

Sagen omhandler en kvinde, der faldt og brækkede skulderen, da hun i december 2020 arbejdede hjemmefra under coronanedlukningen.

Dommen har betydning for andre lønmodtagere, der har hjemmearbejdsdage, fortæller Leif Hove-Donbæk, der er advokat i fagforeningen HK, som har ført sagen på vegne af kvinden.

- Det er nu blevet slået fast, at det afgørende er, om du er på arbejde, hvis du kommer til skade, og ikke, hvor du befinder dig, siger han.

Kvinden anmeldte faldulykken som en arbejdsskade. Men både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Ankestyrelsen og byretten havde en anden opfattelse, fordi kvinden faldt over sin egen kasse, der ikke havde noget med arbejdet at gøre.

Landsretten vurderede derimod, at ulykken var en arbejdsskade, fordi den skete i arbejdstiden, og fordi det er arbejdsgivers ansvar at indrette en hjemmearbejdsplads.

Og senest har Højesteret stadfæstet den afgørelse.

- Højesteret vurderede, at kassen er en fast del af indretningen, da den har stået det samme sted i et år, siger Leif Hove-Donbæk.

- Hvis man falder over sin indretning, når man arbejder hjemmefra, er udgangspunktet, at det er en arbejdsskade.

I den konkrete sag har det altså haft betydning, hvad der forårsagede faldet.

Anbefalingen fra Leif Hove-Donbæk er at sørge for at få ryddet op derhjemme inden hjemmearbejde.

- Hvis der var tale om en faldulykke på grund af vasketøj på gulvet, ville dommen formentlig være endt med et andet resultat, da vasketøj ikke er en del af hjemmets indretning, siger han.

Hvis du arbejder hjemmefra, har arbejdsgiver ansvar for at stille det nødvendige udstyr til rådighed, såsom kontorstol og hæve-sænkebord.

Men det er dit eget ansvar at få brugt udstyret, lyder det fra Leif Hove-Donbæk.

- Vælger du i stedet at sidde på sofaen med computeren i skødet og ender med rygsmerter, kan ansvaret i højere grad falde tilbage på dig selv, siger han.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fire ud af ti lønmodtagere i andet kvartal af 2024 havde arbejdet hjemmefra inden for de seneste fire uger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek