Nykøbing, 24/05/2025 - 12:05
Person er død efter påkørsel ved jubilæumsrally på Møn
To officials er lørdag blevet påkørt ved en hastighedsprøve, efter at en person mistede herredømmet over bil.
Af: /ritzau/
En person har lørdag mistet livet efter at være blevet påkørt ved Nykøbing Falster Motor Sports 75-års Jubilæumsrally på Møn.
Det oplyser Dansk Automobil Sports Union i en skriftlig meddelelse til Ritzau.
Under en hastighedsprøve mistede en deltager herredømmet over sin bil og påkørte to officials.
Under hastighedsprøven var der afspærret for øvrig trafik.
Sydsjælland og Lolland Falsters politi bekræfter, at politiet er til stede.
- Vi er til stede med flere patruljer ved en ulykke på den nordvestlige del af Møn i forbindelse med afholdelsen af et motorløb, siger vagtchef i politikredsen Morten Kronbo.
Han vil ikke oplyse nærmere om ulykken, da de nærmeste pårørende endnu ikke er underrettet.
Påkørslen fandt sted omkring klokken 9.40 lørdag.
- Umiddelbart efter uheldet var officials og andre deltagere fremme ved uheldet for at yde førstehjælp til de implicerede i uheldet. Snart efter ankom ambulance og akutlægeambulance, skriver Dansk Automobil Sports Union.
Den ene official havde pådraget sig så svære læsioner, at vedkommende afgik ved døden.
Den anden er fløjet til sygehuset for videre behandling, skriver foreningen i en skriftlig meddelelse.
Hvad, der mere præcist forårsagede ulykken, er endnu ikke klart.
Jubilæumsløbet bliver ikke genoptaget, skriver foreningen.
Havarikommissionen er i færd med at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.
Rallyet har start ved Nykøbing F. Hallen i Nykøbing. Tre af prøverne inden løbet skulle foregå på Falster og to skulle foregå på Møn.
Prøverne på Møn har ikke været kørt siden begyndelsen af 00'erne, skriver foreningen bag løbet.
Hastighedsprøverne foregik på 11 asfalterede strækninger med en samlet længde på 136 kilometer, skriver foreningen på sin hjemmeside.
/ritzau/